header image
Aktuelt
Kap.5: Johanne Marie Christoffersen og Søren Rasmussen PDF Udskriv E-mail
Brugerbedømmelse: / 1
DårligBedst 
skrevet af Administrator   
fredag, 11 september 2015
HOP TIL
Marie og Sørens ægteskab
Sørens person
Krybskytte
Til tops
Skovtyv
I fængsel
Et barselsgilde
Kongens Gave
Præstegårdens brand
Brandstifter?
Fængsel og flugt
Marie alene og udvandring

Ildspåsættelse?

Hvis man så nøgternt på branden og gjorde op, hvem den ville kunne gavne, måtte man nok komme til det resultat, at den eneste, der kunne profitere deraf, var Søren Rasmussen. Ildspåsættelse kunne på den tid altid foreligge som en stiltiende trussel mellem en ejendomsbesidder og en ansat.

Søren havde mistet sin ret til sæden, hans besætning og løsøregenstande var - som vi senere skal se - overforsikrede, og tilmed for dyrenes vedkommende lejet af en gårdmand. Han var netop ved at opføre et slagtehus, samt en heste- og kostald på det nye sted, han havde fået stillet til rådighed af en svoger, og ville følgelig blive uafhængig af præstegårdens faciliteter. På brandtidspunktet befandt han sig i København og var således uden for mistanke, men det var Lars Pedersen ikke. Der er ingen tvivl om, at denne person var gennemuhæderlig og kunne meget vel, mens han på et tidspunkt var alene nede i mælkekælderen for at fodre nogle duer, have set sit snit til at anlægge og antænde en brand. Som han forklarede i et forhør om anledningen til, at de tre karle gik over til køkkenet, hvor pigerne opholdt sig:

"og var anledningen dertil, at komparenten (Lars) skulle fodre nogle duer, som var i en til køkkenet stødende mælkekælder. Døren der fra køkkenet førte ned til mælkekælderen, var stedse aflåset, og ved komparenten også, at han efter at have fodret duerne, aflåsede døren og tog nøglen til sig."

Ingen ville med andre ord kunne komme derned, mens ilden langsomt udviklede sig, og uden at mistanken ville rettes mod anstifteren, snarere mod pigerne. Det må vel også siges, at det var fra køkkenområdet, at ilden mest sandsynligt havde spredt sig.

Hvorom alting er, provsten havde en mistanke til, at ikke alt var gået naturligt til. I et brev til dommeren af 28/4, da forhørene var ved at afsluttes, ymtede han derom som følger:

"Med hensyn til den af mig sidst afgivne forklaring angående en samtale med S. Rasmussen må jeg bemærke, at jeg naturligvis ikke har tænkt mig noget umoralsk end sige strafbart i de under samme fremførte ytringer, lige så lidt som jeg har kunnet tænke mig undersøgelsen angående ildens opkomst ledt ind i et urigtigt spor derved, at et moment holdtes borte fra sagen, som efter min fuldeste overbevisning indeholdt en uting, eftersom ilden efter min formening især i så kort en tid umuligt kunne slikke sig igennem en revne op i en løsholdt og derfra op i loftet, og så gå hen over flere fag under stråtaget, og det uden at antænde samme, for derefter at slå ned i heste- eller kostalden, hvilken sidste var fjernet 9 fag eller over 20 alen fra skorstensrøret."

Selv dommeren kunne ikke undlade i et nærgående forhør af Søren, ironisk at hentyde dertil, idet talen faldt på den bolig, Søren havde fået stillet til rådighed:

"Det blev foreholdt komparenten (Søren), at det måtte anses for et stort held for ham, så vidt dommeren vidste, at han havde fået den ommeldte bygning næsten opført, da præstegården brændte, og at han fra præstegården kunne erholde en del af de manglende materialer,....."

Intet kunne imidlertid bevises, og følgelig kom der ikke noget ud deraf. Men at Lars Pedersen og Søren Rasmussen stod i rettens skarpe søgelys, er hævet over al tvivl.

Lars Pedersen var blevet sat fast pga. en and, han havde tilvendt sig. Anden var blevet jagtet af Sørens hunde ude på gaden og havde søgt tilflugt på gårdspladsen ved hans hus. Det var her, man var ved at opføre stald og slagtehus for Søren, og en tækkemand, der var i færd med sit arbejde, var lige kommet ned på gårdspladsen, hvor en slagtersvend Niels Jensen og Lars Pedersen opholdt sig. Da Lars så anden, sagde han til Niels: "Jeg tager anden." Hvortil Niels svarede: "Det kommer ikke mig ved." Lars anbragte den under en spand og tog den med sig hjem ved arbejdstids ophør.

Lars hævdede i retten, at han havde fået den af Niels, og ville i øvrigt betale ham derfor, men det afviste Niels som det pure opspind. Dommeren brugte den stakkels and som løftestang for en arrestation af den formodede tyv af kirkesølvet og mulige brandstifter, selv om det ikke blev nævnt. Nogle søm og spigre fundet i hans besiddelse, blev også brugt mod ham, angiveligt stjålet fra ingen ringere end Søren Rasmussen.

Man udfoldede stor ihærdighed i udredningen af disse to sekundære småforhold. Anden var taget i rettens besiddelse og blev fremvist for adskillige vidner. Man ville bevise, at den var blandt de 16 ænder, der i vinterens løb var stjålet fra bager Nielsen. Det kunne antage helt groteske former:

"Efter tilsigelse var mødt tjenestepige Ellen Madsen tjenende hos bager Nielsen i Helsinge Tofte. Efter at den ved den ovenanførte ransagning forefundne and, der var indleveret i retten af politibetjent Besthorn og sognefoged Ole Jensen og var til stede i retten, var forevist Komparentinden, erklærede hun, at den, som hun udtrykte sig, udmærket lignede en af de ænder, som tid efter anden i løbet af indeværende vinter er frastjålet bager Nielsen. Uagtet komparentinden må erkende, at den pågældende and, der er grå med hvidt ansigt, hvide slagfjer og hvide striber op ad siden, er tegnet på en særegen måde, som ikke findes blandt ænder i almindelighed, tør hun dog, da ænder ligner hinanden meget i tegningen, ikke driste sig til med bestemthed at erklære, at den i retten tilstedeværende and er en af de bager Nielsen frakomne. Efter at anden, der var sat på gulvet i tingstuen, havde lagt vingerne på ryggen i den almindelige stilling, erklærede komparentinden, at anden så nøjagtig lignede en af de bager Nielsen frastjålne ænder, som en and efter hendes formening kan ligne den anden."

Lars skulle også have stjålet nogle søm, nemlig 8 stk. 4" søm og en pakke med 3" søm, samt 3 spigre. Han hævdede selv at have købt sømmene i Rundins butik.

Dommeren indkaldte smeden Malmberg, som efter at have været hjemme og efterset sine regnskaber returnerede med file og et nageljern, som påvistes nøjagtig at passe til 2 af spigrene. Det sidste spiger, som var lidt rustent, måtte efterprøves på et andet - af Malmberg efter endnu en tur til smedjen afhentet -  nageljern. Spigeret passede nøjagtig, og det var ifølge regnskaberne smedet til Søren Rasmussen, ergo havde Lars løjet herom.

Sagen om anden fik videre følger, for undervejs i forhørene kom det frem, at Søren Rasmussen havde forsøgt at påvirke Niels Jensen, som jo var ansat hos ham, til for retten at sige, at han havde givet Lars Pedersen anden. Også gårdmand Hans Andersen havde han forsøgt sig med. Det var ham så helt åbenbart magtpåliggende at redde Lars, og sønnen Rasmus Sørensen og tjenestedrengen Peder Jeppesen havde også i retten udtalt, at de mente, Niels Jensen havde sagt, at han havde givet Lars anden, hvilket de kom i knibe for, som retssagen skred frem.

Dommeren så straks mulighed for arrestation af Søren og dikterede til forhørsprotokollen:

"Det blev foreholdt komparenten (Søren), at det, efter hvad der under nærværende forhør er oplyst, synes at fremgå, at komparenten har søgt at bevæge andre til at afgive forklaringer, der kunne bevirke, at arrestanten Lars Pedersen blev fritagen for straf for en i hans besiddelse forefunden and."

Søren prøvede at undsige Lars for at modbevise, at han skulle have forsøgt at hjælpe ham. Lars var en "lumpen karl", der havde stjålet mange ting fra ham. Det kunne Søren se deraf, at der nu, mens Lars havde siddet i arrest, ikke var forsvundet noget fra ham.

Men hans undsigelse hjalp ham ikke. Han blev "indsat i arresthuset kl. 2 eftermiddag" den 22/2 1865. Dommeren vidste fra tidligere sager, at Søren var ekspert i at påvirke vidner, som sikkert mod betaling udtalte hvad som helst til støtte for Søren eller hans venner, og der var netop nu ved at dukke et langt alvorligere forhold op, som sikkert var den bagved liggende årsag til arrestationen, nemlig assurancesvig.

Foreløbig blev Søren som nævnt indsat i arresten, der lå i tilknytning til retsbygningen. Fra visitationsprotokollen får vi et billede af hans fremtoning, om end kun i ord:


Ved visitation af ovennævnte arrestant forefandtes hos ham:

1 hvid lærredsskjorte

1 do. ulden undertrøje blå og hvidringlet

1 par do. underbukser

1 par hvide strømper

1 brystpude overtrukket med sirts

1 rødflammet ulden halsklæde

1 par grå vadmelsbukser

1 prikket ulden vest, 1 blå frakke

1 par trætøfler, 1 sort lådden hue, 1 par støvler

1 portemonnai med 2 rdl. 4 mark 15 sk.

hvilke effekter toges i forvaring



Sidst opdateret ( lørdag, 19 marts 2016 )
< Forrige   Næste >
Hvem er online?
Vi har 59 gæster online
Hilsner

 
Minde om sommeren

Læs videre...
Sidste Nyheder
Statistik
Besøgende: 998410