header image
Aktuelt
Kap.5: Johanne Marie Christoffersen og Søren Rasmussen PDF Udskriv E-mail
Brugerbedømmelse: / 1
DårligBedst 
skrevet af Administrator   
fredag, 11 september 2015
HOP TIL
Marie og Sørens ægteskab
Sørens person
Krybskytte
Til tops
Skovtyv
I fængsel
Et barselsgilde
Kongens Gave
Præstegårdens brand
Brandstifter?
Fængsel og flugt
Marie alene og udvandring

En skæbnesvanger dag

Det var kort før jul, fredag den 16. december 1864. Selv om mørket rugede over Helsinge, og klokken kun var mellem 3 og 4 om morgenen, var en lille flok kvinder fra Søren Rasmussens bolig på vej op mod Helsinge præstegård. Det var Marie ledsaget af familiens tre tjenestepiger Kirsten, Pernille og Ane; de skulle op for at vaske i forpagterbryggerset, men de måtte holde godt fast i tørklæder og frakker, for det stormede fra øst.

Da de havde været i gang et stykke tid, skulle Kirsten Jensdatter, så ung hun end var, bare 14 år, også ind for at malke. Derefter tog de hjem til Søren Rasmussens for igen ved halvto-tiden om eftermiddagen at vende tilbage til præstegården, hvor der skulle bankes tøj mv.

Den korte dag var allerede ved at gå på hæld, da Kirsten for anden gang skulle ind for at malke. Hun tændte en lille lygte med glas på de tre sider, hvoraf det ene var itu, og så begyndte hun at malke ved lygtens skær. Hun mente selv, at hun bagefter omhyggeligt pustede lygten ud, og endda brækkede tanden (= vægen) af og lagde den inde i lygten.

Imens hun arbejdede, lagde hun mærke til nogle af Søren Rasmussens folk, nemlig hans søn Rasmus, arbejdsmand Lars Pedersen, som vi kun kender alt for godt, og en tjenestedreng Peder Jeppesen. De skar hakkelse. Da hun var færdig, begav hun sig igen hjem til boligen, mens "mandfolkene" endnu arbejdede. Klokken var da ca. 5, og det havde således været en ganske pæn arbejdsdag for en ung pige.

Hele vaskeprocessen var forberedt allerede om torsdagen, da man første gang fyrede op under kogekarret, hvorefter der blev hældt lud i til tøjvasken. Afslutningsvis slukkede Ane og Pernille ilden, men kun delvis, og således fik den lov til at gløde natten over til fredag morgen, da vasken skulle finde sted.

Mandfolkene forblev som nævnt endnu et stykke tid på gården. Efter at de havde været inde hos pigerne i køkkenet for i en tilstødende mælkekælder at fodre nogle duer, var de gået ud i foderloen for at skære hakkelse. De havde tændt en lygte med nogle "svovlstikker", og havde også med regelmæssige mellemrum "pudset tanden" med fingrene for at få den til at lyse klarere. Lars Pedersen havde engang sagt til dem: "Lad os tage os i agt for det lys," og advaret mod at pudse det. Efter skæringen fordelte de foderet i hestekrybberne, og gik til kostalden for at tilse en ko, der skulle til at kælve. Ved udgangen slukkede Peder Jeppesen lygten ved at puste den ud og bryde tanden af og lægge den inde i lygten. Dette skete efter Rasmus Sørensens mening lige ved en stor foderkasse, der var fyldt med hvedeavner. Derefter gik de til Søren Rasmussens bolig lige i nærheden for at spise nadver.

Bryggerset mv. lå i den firlængede præstegårds vestre længe. Den nordlige var forbeholdt præsten, i dette tilfælde provst la Cour. Hans hustru havde noget ængsteligt iagttaget vaskeforberedelserne. Hun havde derfor sendt sin tjenestepige Karen Pedersen over for at "beordre" pigerne til at være forsigtige med ilden, hvilket de lovede at rette sig efter. Provstinden var fortsat ikke helt tryg ved situationen, og besluttede, at hun og pigen sammen skulle gå over og efterse, om ilden var ordentligt slukket, når pigerne var væk. Forinden blev Karen sendt over til købmand Jensen efter varer.

Bedst som hun var på vej tilbage fra købmanden og gik ad alléen, der førte op til præstegården, opdagede Karen til sin rædsel "den klare lue stikke gennem stråtaget lige ved skorstenspiben" fra bryggerset. Hun satte i et skrig af forfærdelse og stormede ind på gårdspladsen råbende på hjælp. Provsten og husets damer blev derved hidkaldt og opdagede, hvad der var sket. Selv løb Karen ind i borgestuen (folkestuen), fordi hun der havde sit tøj liggende.

Provstefamilien havde siddet inde i dagligstuen sammen med kontorist Dohm. Da de opdagede, hvad der var løs, gik de omgående i gang med redningsarbejdet. Provsten råbte til Dohm, at han skulle redde sine ejendele på sit værelse i stuelængen, bl.a. tøj og en seng, hvilket han skyndsomst gjorde, hvorefter han sammen med en anden fik befriet provstens heste. Nu gjaldt det hundene, som han også fik befriet. Men køerne stod ikke til at redde. De indebrændte alle. Dohm mente, at branden var opstået i bryggerset og måtte skyldes Sørens Rasmussens unge pigers uforsigtighed med lys.

Snedker Jens Andersen var også kommet tidligt til brandstedet, da han boede i nærheden. Han mente, at branden måtte være opstået i kostalden, hvor ilden stod i lys lue på loftet. Kreaturerne måtte være omkommet på et tidligt tidspunkt på grund af røgen.

Smed Gustav Malmberg var ligeledes på grund af sit hjems nære beliggenhed ankommet tidligt i brandforløbet. Han så luerne slå op på to steder i den vestre længe, nemlig over kostalden og ved skorstenen ved forpagterkøkkenet. Da han nåede ind til gården, kom husjomfruen frøken Suhr ham i møde og bad ham tage vare på noget sølvtøj, som han anbragte i et hus nærved. Da han kom tilbage, så han, at også Lars Pedersen var i fuld gang med redningsaktionen.

Denne må også være kommet tidligt til stede. Efter eget udsagn gik han først hen til stalden for at se, om nogen dyr kunne reddes, men skønt han mente at have hørt et skrig fra stalden, måtte han konstatere, at det var for sent. Forpagterens borgestue var aflåst, så han ikke kunne redde Peder Jeppesens kiste. Han udbar sammen med andre en sofa fra stuelængen og reddede nogle klæder for frøken la Cour fra et klædeskab helt inde på hendes værelse. Fra provstens borgestue udbar han nogle sengeklæder, samt et livré tilhørende provstens karl og en fodpose. Så brasede stuelængens loft ned, og herfra kunne ikke mere reddes.

På et tidspunkt løb Lars Pedersen hjem. Han forklarede selv, at hans søn var kommet for at bede ham fra moderen om at komme hjem, da hun var ængstelig for deres egen bolig. Han tog træskoene af og bar dem i hænderne, mens han løb hjem, hvor han kun skulle have opholdt sig et øjeblik.

Men vidner, som havde set ham, mente at vide, at han bar på noget, måske sølvtøj. Nogen påstod endda, at han bar det i et forklæde.

Branden var så kraftig, at den kunne ses helt til Hillerød, og underretningen om, at det var præstegården i Helsinge der brændte, nåede også frem så betids, at man fra byen kunne afsende en sprøjte til Helsinge. Den gjorde efter sigende god fyldest, vel især fordi mange huse var i farezonen under branden, hvis farlighed forøgedes ved den kraftige østlige storm, der herskede på branddagen. Præstegården stod ikke til at redde, den nedbrændte totalt.


Brandforhør

Da ilden ud på aftenen var døet ud, skyndte dommer Peterson sig at indkalde til brandforhør i tingbygningen. Kl. var 2, da retten blev sat, og de forvågede, sortsværtede vidner mødte op. Det var ved sådanne forhør af største betydning at få fastslået brandens årsag. Men trods mange vidneafhøringer stod det hen i det uvisse.

Nogle mente, at ilden måtte være opstået i kostalden, og at den derfor måtte skyldes Kirsten Jensdatters uforsigtighed med ild. Men herfra kunne kritikken vendes mod Søren Rasmussen, der lod så ung en pige, ja som dommeren betegnede hende: et barn på kun 14 år, malke alene i mørket, og endelig var lygten desuden defekt, hvilket den havde været i hele 8 dage. Søren kunne ikke i første omgang tage til genmæle, da han ikke var til stede. Han var i København eller på vej hjem. Senere svarede han dog på kritikken med, at han havde været ganske uvidende om de kritiserede forhold. Han havde altid formanet sine folk til forsigtighed med lys.

Andre vidner mente, at ilden måtte være opstået i forpagterkøkkenet efter ildens udbredelse at dømme. I så fald havde der været et eller andet i vejen med kedlen eller optændingen. Ilden havde ulmet uden at have været helt slukket fra torsdag til fredag. Man var inde på, at døren ned til mælkekælderen kunne være blevet opvarmet, ja nogle havde talt om en revne i røret fra vaskekedlen. Marie blev som den ansvarlige husmoder indkaldt og foreholdt mulighederne. Hun mente ikke, at døren kunne blive opvarmet fra vaskekedlen, da den ikke vendte direkte mod kedlen, men i en skrå retning, når den stod åben. De gløder, der henlå både om natten mellem torsdag og fredag, og endelig efter at vasken var afsluttet, skulle der have været sikring imod, da der var en jernlåge til at skyde for fyrhullet, samt derved at gulvet var stenbelagt. Hun blev også bebrejdet, at hun havde ladet Kirsten malke alene, men forsvarede sig med, at det kun var sket yderst sjældent ved lygtens skær, og den defekte lygte var hun ikke forud blevet gjort opmærksom på.

Den tredje mulighed, at ilden var påsat, blev ikke nævnt under forhøret, men den lå alligevel og lurede i baghovedet på nogle af hovedpersonerne.


Oprydningsarbejdet

Næste morgen gik oprydningsarbejdet i gang, og man koncentrerede sig især om kirkens sølvtøj. Det drejede sig om en stor og en lille kalk, og ditto fade, som man i første omgang intet spor fandt af. De havde stået i 'det mørke kammer', som stødte op til en skorsten. Kammeret havde været uaflåset, og sølvtøjet stod på en fyrretræshylde. Nogen havde været derinde, for en temaskine og 2 kaffekander var blevet reddet derfra.

Provsten gav ordre til, at stedet, hvor kammeret havde befundet sig, meget nøje skulle gennemsøges. Området var opfyldt med murstensbrokker fra den nedstyrtede skorsten, og evt. genstande ville ligge gemt under ruinerne og kunne ikke være fjernet efter nedstyrtningen. Provsten gav Søren Rasmussen og hans bror Mads Rasmussen besked om, at alle fund skulle afleveres til provsten selv, men Søren drejede forholdsordren derhen, at folkene skulle aflevere til ham.

Man fandt intet, og provsten konstaterede, at så måtte kirkesølvet være stjålet på brandnatten, hvilket han meddelte dommeren.

Mistanken for tyveriet faldt prompte på Lars Pedersen. Han havde jo optrådt mistænkeligt på brandnatten, og så var der det forhold, at han et par år tidligere havde siddet i forbedringshuset for kvægtyveri m.m., og han var, som dommeren bemærkede, en meget mistænkelig person. Desuden havde Lars samme lørdag morgen, som præstegården endnu henlå i rygende ruiner, begivet sig til København. Han berettede senere, at det var på opdrag af Søren Rasmussen. Han skulle egentlig have været med toget fra Hillerød, men var kommet for sent, hvorfor han var gået til Birkerød, og derfra havde taget toget ind til staden. Her havde han besørget nogle ærinder for Søren, nemlig hos en jernhandler Meldahl og to slagtere. Navnlig synes førstnævnte at virke interessant, for her kunne en omsmeltning have fundet sted.

Lars Pedersens hjem blev gennemsøgt, hvorefter han selv blev arresteret. Dog af sølvet var der stadig intet spor. At mistanken var meget stærk imod ham, er der ingen tvivl om, og dommeren brugte, hvad han kunne finde. Det viste sig, at der i hans besiddelse var en and, som han ikke kunne gøre fyldestgørende rede for. Desuden fandt man nogle pakker med søm og spigre. Disse effekter havde man ham mistænkt for uretmæssigt at have sat sig i besiddelse af, så varetægtsfængslingen syntes retfærdiggjort, og dommeren skrev til Københavns politi om hjælp til at efterspore sølvet og evt. sætte Lars Pedersen i forbindelse dermed.

Lars Pedersen var blevet arresteret juleaftensdag, og muligvis har Søren Rasmussen villet hjælpe sin tro væbner, for på et tidspunkt henvendte han sig sammen med sin broder Mads Rasmussen til dommeren og meddelte, at de i nærheden af præstegården havde fundet nogle blystykker, som de nu ville indlevere, da de havde fået formodning om, at det kunne være sølv.

Dommeren mente helt afgjort, at mindst to af stykkerne, under sagen betegnet no. 2 og 3, helt utvetydigt for enhver måtte være af sølv. Alene dette forhold forekom dommeren mistænkeligt, og han gik videre med sagen. Politibetjent Hans Christoffersen havde meddelt, at Søren, hans svoger, skulle have sagt, at hvis fundet af disse metalstykker kunne fri Lars fra fængsel, "var det jo synd at tie stille hermed". Metalstykkerne havde imod provstens forholdsregler i et stykke tid været opbevaret af Søren og Mads.

Nu indsendte dommeren til Københavns politi de fundne genstande sammen med nogle af provstens personlige sølvsager, nemlig nogle sølvgafler og sølvlyseplader, ved forsendelsen betegnet no. 5 og 6, der var blevet beskadiget af ilden, med det formål at få undersøgt, om nr. 1, 2 og 3 var af sølv. Desuden ønskede han en erklæring om, hvorvidt disse genstande kunne være smeltet under branden eller ved en senere lejlighed, eftersom de forekom betydeligt mere uigenkendelige end gaflerne og pladerne, og desuden indeholdt de heller ikke nogen fremmede partikler, hvad man ellers skulle formode ville være tilfældet, hvis smeltningen var foregået under branden, bl.a. partikler fra den fyrretræshylde, de havde stået på. Det virkede, som om de havde været underkastet en omhyggeligere smeltning. Det sorte overtræk, no. 2 og 3 havde, mente dommeren kunne hidrøre fra de jernskovle, man normalt smeltede genstande i, idet de sædvanligvis var overtrukket med en sort lak. Dog synes der ikke at være kommet noget brugbart ud af disse undersøgelser hos Københavns politi.


Sædens assurance

Ved en ulykke opstår mange usædvanlig situationer. Folks konduite, hæderlighed og retskaffenhed bliver sat på prøve. Selv provsten kom i knibe. Ved branden var nemlig alt indhøstet korn opbrændt. Nu var spørgsmålet, hvem der ejede dette korn, og hvordan erstatningen skulle udredes.

Provsten, der i første omgang var flyttet ned på kroen, konstaterede, at hans assurance også omfattede evt. ham tilhørende korn. Nu var spørgsmålet imidlertid, om kornet var i provstens eje på brandtidspunktet. Der var just ingen tvivl om, at sæden var indhøstet af Søren som forpagter, og i første omgang tilhørte ham. Men i den nys indgåede forpagtningskontrakt af 1/4 1864 havde provsten fået indføjet den nye bestemmelse, at dersom forpagtningsafgiften ikke var erlagt senest 14 dage efter forfaldstidspunktet, den 1. oktober hvert år, overgik al sæden i provstens eje. Denne bestemmelse var indføjet, fordi Søren ikke havde kunnet skaffe kaution for beløbet, og fordi - som provsten skrev til dommeren - "Forpagteren altid havde været en slet betaler". Provsten havde derfor selv ladet sæden forsikre, da han "forudså, at forpagteren ikke ville betale i rette tid", og trods påmindelser ikke selv havde fået sæden forsikret.

På et eller andet tidspunkt, hvorom der opstod uenighed, tilkaldte han Søren Rasmussen og oplæste og forklarede en deklaration, opsat af provsten selv og nedskrevet af kontorist Dohm, der lød som følger:

"Da jeg ikke i rette tid havde erlagt forpagtningsafgiften for 1864 af Helsinge Præstegårds Mark, har provst la Cour i begyndelsen af november f.a. sat sig i lovlig besiddelse af al den indavlede sæd med foder, hvortil jeg altså må erkende ham fuldstændig ejer."

Erklæringen blev underskrevet af Søren, men undervejs i forhørene fragik han, at han havde fået den oplæst og forklaret. Han påstod at have troet, at det var en attest på, hvor megen sæd der var brændt, og han bestred, at avlen var taget i besiddelse af provsten, ligesom han også kraftigt anfægtede tidspunktet for dokumentets underskrivelse, idet han hævdede at have været syg på det af provsten angivne tidspunkt.

Det antydedes af Søren under et forhør, at underskrivelsen havde fundet sted, da provsten boede på Helsinge Kro efter branden.

Dertil kom, at dommeren i en række notater og skrivelser klart påviste overfor provsten, at hans egen assurancen ikke kunne få retsgyldighed for sædens vedkommende, da forsikringen heraf påhvilede forpagteren i henhold til forpagtningskontrakten. Provsten havde imidlertid fået assurancebeløbet for sæden på i alt 650 rdl. udbetalt af det gejstlige assurancesocietet, og stod nu i en noget delikat situation, ikke mindst som gejstlig.

Provsten var bestemt ikke glad ved situationen. Han havde opsøgt dommeren privat en dags tid eller to efter branden og spurgt ham, om der kunne være noget i vejen for at gøre sin egen forsikring gældende for kornets vedkommende, og nu den 10/5 1865 skrev han til ham og mindede ham om besøget. Søren Rasmussen var blevet hans modstander, og provsten mente, at det var en taktisk manøvre fra Sørens side beregnet på at svække provstens eget vidnesmål i sagen om de af Søren borttagne mursten på brandtomten, hvorom senere. Han udtrykte følelsesfuldt, hvor belastet han var af sagen:

"Om dette (den muligt fejlagtige tidsangivelse for underskrivelsen) kan styrke en person som Søren Rasmussens påstand om ikke at have hørt Declarationen oplæst, ved jeg ikke, men vist er det, at jeg er træt, uendelig træt af denne sag. Jeg frygter ikke for de jærtegn, som Søren Rasmussen truer med at skulle kalde frem under denne sag; jeg er mig ingen handling bevidst, som jeg ikke skulle kunne forsvare, men jeg ville dog inderlig håbe, at denne sag snart er bragt til ende. Lad kun Søren Rasmussen føre sine vidner og indstil så, i fald Deres Velbårenhed måtte finde anledning dertil, sagen angående assurancen af avlet. Har jeg handlet formstridigt, så skal jeg finde mig i at betale den tilbage og bære dette tab med de andre, som flyder af branden, men vist er det, at jeg har handlet bona fide, og at jeg ikke i så henseende er mig nogen brøde bevidst."

Provsten kunne gentagne gange nøjes med at indsende skrivelser for at undgå at møde i retten, ligesom han skriftligt efter et retsmøde kunne uddybe dette eller hint,

og han og hans familie blev ikke i første omgang afhørt under brandforhørene, men derimod alle de tjenende ånder.



Sidst opdateret ( lørdag, 19 marts 2016 )
< Forrige   Næste >
Hvem er online?
Vi har 104 gæster online
Hilsner
Image En dag sent i april, en skovsøidyl af de klassiske.
Læs videre...
Sidste Nyheder
Statistik
Besøgende: 998464