header image
Aktuelt
Kap.5: Johanne Marie Christoffersen og Søren Rasmussen PDF Udskriv E-mail
Brugerbedømmelse: / 1
DårligBedst 
skrevet af Administrator   
fredag, 11 september 2015
HOP TIL
Marie og Sørens ægteskab
Sørens person
Krybskytte
Til tops
Skovtyv
I fængsel
Et barselsgilde
Kongens Gave
Præstegårdens brand
Brandstifter?
Fængsel og flugt
Marie alene og udvandring

Et barselsgilde

Der lød råben og latter inde fra gildestuen. Døren ud til gangen var næsten i uafbrudt bevægelse, mens tjenestefolkene bar fadene ind til de opdækkede borde. Hver gang døren gik, stod der et brus af stemmer, lys og varme ud i gangen.

Den 35-årige tjenestepige Karen Marie Rasmusdatter tørrede sin svedige pande med oversiden af armen, mens hun stod ude i gangen og pustede ud. Der var netop en lille pause, måske fordi en af gæsterne skulle holde en tale.

Der holdtes barselsgilde på Kongens Gave. Madmoder Marie Christoffersen, selv 38 år gammel, var nedkommet med en lille pige den 28 juni 1860, og just i dag søndag den 21. oktober var hun blevet døbt i Helsinge Kirke, og havde fået navnet Marie Christiane.

Karen glattede med hånden ned over forklædet over sin opsvulmede mave. Hun blev svimmel og følte, at hendes egen nedkomst kunne ske hvert øjeblik, det skulle være. Hun havde sagt det til madmoder, men hun kunne godt mærke, at Marie var ædende sur på hende. Hun havde taget fæste her på gården den 1. maj vel vidende at hun var gravid, 3-4 mdr. henne, men uden at det var åbenbart for andre, og selv havde hun ikke fortalt det til husbond eller madmoder. Nu følte Marie, at hun havde købt katten i sækken, og det fik Karen både at vide og at mærke. Hun havde bedt om at måtte blive til fødslen var ovre, men Marie havde vredt snerret, at hun ikke kunne føde på gården, og havde sat hende til alt muligt arbejde. Selv nu, da hun var så tyk og uformelig, skulle hun være med til at varte op.

Hun følte ensomheden; barnefaderen kunne ikke hjælpe. Det var en betydelig yngre tjenestekarl i Aggebo Skovhuse, Niels Jensen. Hun havde været løs på tråden, det vidste hun godt. Mandfolkene havde haft for let spil med hende, og nu havde hun allerede fået to børn i forvejen, hvoraf det ene var død 12 uger efter fødslen. Hos en væverske på Græsted Overdrev havde hun lejet sig ind for vinteren i et af Pikkerhusene, men hun ville helst have født på gården, hvor der var mennesker og dermed hjælp at få, - det havde hun i det mindste tænkt.

 Nu gik døren igen. "Står du der og driver den af, dit bæst," blev der hvæset ind i hendes øre, og hun mærkede madmors hårde fingre om sin overarm." Se så at komme i gang. Vi mangler både vådt og tørt. Har du ikke hørt, hvor gæsterne råber på mere i glassene?" Hun fik et puf, så hun var ved at falde forover, og skyndte sig ned i køkkenet efter friske forsyninger.

Da hun kom ind i gildestuen, blev hun nærmest slået om kuld af varmen og den tilrøgede luft. Hun vaklede hen til højbordet for at sætte en ny ølkande frem, og mærkede samtidig, hvordan hun blev iagttaget af gæsterne i sin højfrugtsommelige tilstand.

"Na, du har sandelig igen haft fint besøg, lille Karen. Det er måske husbond, der har opvartet dig på dit kammer, hehehe," lo en af de mandlige gæster, og skottede over til Søren Rasmussen. Denne lo så tårerne stod ham ned ad kinderne.

"Nej, det ansvar tager jeg mig ikke på. Jeg har nok i min egen lille Marie, ikke også mor," sagde han, idet han klemte Marie. Hun tjattede efter ham, men matheden sad hende i kroppen. Vist var det, at de havde fået mange børn. Søren havde igennem 2 ægteskaber over 12 børn. Så sendte hun Karen et lynende blik, der fik denne til hurtigst muligt at fortrække.

 De festede til langt ud på natten, mændene faldt om én efter én. Søren stavrede i seng, og overlod kvinderne at gøre det lidt ryddeligt. Marie hersede med tjenestepigerne. Der skulle vaskes op, og gøres i stand. Ingen af pigerne fik lukket et øje den nat, for kort tid efter var det blevet malketid. En ny dag var oprundet, mandag den 22. oktober.

Karen opsøgte Marie, der heller ikke havde været i seng om natten, og fortalte hende, at nu var det op over. Hun kunne ikke tage ansvaret for, hvornår det skete. Marie svarede hende oprevet, at hun måtte bort inden fødslen. Den skam skulle ikke overgå dem. Det skulle ikke hedde sig, at tjenestepigerne på Kgs. Gave gik og fik horeunger og bagefter lå og fødte dem i deres senge.

Karen, der blev stadig dårligere, var søgt ud på gårdspladsen. Hun ville i et naturligt ærinde opsøge lokummet, der var placeret der. Da hun kom ud fra stedet, jog veerne igennem hende som knive. Det var nu, det skulle ske. Hun så sig fortvivlet om til alle sider. Hun turde ikke gå ind i hovedbygningen, men søgte i stedet ind i maskinloen. Her stod gårdens tærskemaskine med hesteomgangen. Med en stønnen lagde hun sig hen i en krog på noget hø. Der var koldt, og folk kom og gik. Nu pressede det alvorligt, og hun skreg til en karl ude på gårdspladsen, at han skulle sige til madmor, at nu skete det.

Karlen skyndte sig ind i hovedbygningen, men døren blev ikke åbnet igen af en hjælpende menneskeskare, der styrtede hende til undsætning. Imens kom barnet til verden. Hun mærkede det glide ud og ned mellem sine lår under skørterne. Der lå hun så uden at vide, hvad hun nu skulle gøre.

Mens kulden jog igennem hende og blodet størknede mellem hendes ben, så hun pludselig to små barnehoveder titte frem fra døren. Nysgerrigheden stod malet i deres små ansigter. Det var næsten ligesom, når katten fik killinger. De så det lille barn mellem hendes fødder. Så løb de alt, hvad de kunne ind til deres mor, Marie, og fortalte hende hæsblæsende, at nu havde Karen fået en unge.

Marie var gennem sin mand blevet underrettet om karlens melding, og der var sendt bud efter jordemoderen. Karlen havde til fods begivet sig ind til byen. Så det tog en rum tid, inden der kom hjælp til stede, for ingen fra hovedbygningen bevægede sig over til loen. Døren forblev lukket.

Så snart jordemoderen ankom, gik hun i gang med 'at skille moder og barn'. Den nyfødte var meget kold, og jordemoderen bar barnet under sit sjal ind i hovedbygningen. Nede i kælderen var køkkenet beliggende, og her fik hun vasket drengebarnet i varmt vand. Marie stod i nærheden, og jordemoderen bad hende om at gå over til moderen og tage sig af hende, men Marie svarede, at hun ikke gad se hende. "Jeg er så vred på det bæst."

Om hun så ikke havde noget at svøbe barnet i, han kunne jo ikke ligge ganske nøgen ? Nej, det ville Marie ikke vide af. Ingen havde bedt Karen føde på gården, det måtte blive hendes egen sag at skaffe tøj.

Men så havde jordemoderen taget bladet fra munden, og skældt hende grundigt ud. Hvad hun var for et umenneske. Hun skulle ikke føle sig for fin til at hjælpe et andet menneske i nød. Hvad ville hun gøre, hvis barnet døde mellem hænderne på dem, og hun havde nægtet det tøj ? Hun kunne selv mærke, hvor koldt barnet stadig var.

Marie gik i sig selv, og hentede noget meget gammelt tøj, som barnet fik på. Så blev det lagt ind i moderens seng på pigekammeret i kælderen, men rummet var uopvarmet og sengen kold.

Jordemoderen gik nu over for at hjælpe moderen, ingen andre havde tænkt på at gøre det. Hun støttede Marie over til hovedbygningen og hjalp hende ned i pigekammeret til det lille barn. Lidt efter fik Karen en kop varm kaffe ind, sikkert den traditionelle 'jordemoderkaffe'.

Men på Kgs. Gave kunne hun ikke forblive. Søren Rasmussen havde hurtigt ladet en almindelig arbejdsvogn uden fjedre gøre klar til at føre moder og barn bort. Men så skete der pludselig en forsinkelse, da husbond opdagede, at han først skulle have hentet en maskine på samme vogn. Det måtte gå forud.

Endelig efter en timestid var man klar til afgang. I bunden af vognen var strøet noget halm med et hestedækken over og med en hovedpude i den ene ende. Da de begge var kommet ned i vognen, slog man en dyne og en kåbe hen over dem, så de var fuldstændig dækket. Ingen kunne se, hvad der blev kørt bort fra gården. Jordemoderen ledsagede dem til logiet i Græsted Overdrev, hvor de ikke mødte nogen hjemme. Efter en timestid kom husets ejer, og de kunne komme på plads. Inden jordemoderen tog afsked med dem, spurgte Karen, hvordan hun skulle forholde sig i tilfælde af, at barnet døde. Jordemoderen mente ikke der var nogen fare. Dog ængstede det hende lidt, at barnet ikke ville tage føde til sig.

Da vognen var kørt fra Kgs. gave stod Marie lidt og kikkede ud ad vinduet. Havde hun gjort ret, eller havde hun været for hård ? Hun havde været indædt gal på pigen, fordi hun var kommet under falske forudsætninger. Men det betød også noget, at Kgs. Gave fremstod som et ordentligt, ja fint sted, hvor rettens folk boede til leje.

Nu havde Marie i 12 år kæmpet ved siden af sin mand for at komme opad i samfundet, og de havde aldrig haft det så godt, som nu. Så skulle sådan en tøs ikke komme og ødelægge det for hende. Hun tænkte på sin egen fattige barndom ude på Annisse overdrev, hvor pigerne rask væk blev gravide før ægteskab. Det jog i hende, når hun tænkte på, hvordan hun selv havde indladt sig med Søren, dengang ude på Toftehøjgård i Slettelte, (hvor hun formentlig tjente). Manden havde lige mistet sin første kone, og Marie havde trøstet ham, men det havde fået følger, alvorlige følger. Hun var blevet gravid, og først i forbindelse med barnedåben blev de gift. Dengang havde de ikke råd til fine følelser, men det havde de nu. Nu var det hendes tur, til at være ovenpå, og det skulle de andre mærke. Dette var et anstændigt hus.

Kort tid efter kom den frygtede melding, at det nyfødte barn var død samme aften, og politiet og retslægen havde været derude.

Undersøgelserne fastslog, at barnet var død pga. af "den fuldkomne mangel på pleje, som det blev udsat for efter fødslen". Marie måtte i retten forsvare sig med, at hun selv havde været syg og haft et lille barn, som hun skulle tilse. Desuden havde hun våget hele natten. Hvis Karen havde bedt om at blive, ville hun have fået lov dertil.

Retten fandt imidlertid, at hun i det mindste kunne have sendt den anden tjenestepige over i hesteomgangen, og efter at moder og barn var blevet skilt, hengik der for lang tid, inden 'barselskvinden' blev hjulpet.

Marie idømtes en mulkt på 25 rigsdaler og 9 rdl. i procesomkostninger. Karen blev for 'kvalificeret lejermål' idømt fængsel på vand og brød i 7 dage. Hun havde tidligere født 2 børn.

Om barselskvinden Karen Marie Rasmusdatter kan yderligere oplyses, at hun var født 8/10 1825 i Aggebo og konfirmeret 1840 i Græsted Kirke med vidnesbyrd for kundskab: temmelig godt og for moralske forhold: godt.

Den unge tjenestekarl, Niels Jensen, som var fader til hendes barn, var i politiets søgelys for tyveri. Der havde været ransagning på hans bopæl hos forældrene i Aggebo Skovhuse, mens han og stedfaderen var på vej til Hillerød med en trillebør "med færdigt arbejde". Under ransagningen var hans moder blevet mishandlet af en betjent, og efter ransagningen var Karen, som boede lige ved, blevet kaldt over "efter noget vasketøj", som moderen havde besørget for hende. Karen havde da set, hvor ilde tilredt moderen var. Det var i samme vinter, hun blev gjort gravid af sønnen Niels Jensen. Hvordan det videre gik med hende, fortæller retsbøgerne endnu engang:

Natten til den 1. oktober 1868 blev ugifte fruentimmer Karen Marie Rasmussen, Aggebo Skovhuse, og indsidder Christian Hansen, ligeledes Aggebo Skovhuse, antruffet på gdr. Peder Larsens kartoffelmark i Alme i færd med 'at opruske kartoffelplanter'. Christian havde en sæk med til formålet, men da Peder Larsen kom til stede sammen med sin karl, forsøgte parret at ‘undløbe’ ned over marken. De var dog blevet stoppet og identificeret. For dette forsøg på tyveri idømtes de begge 5 dages fængsel på vand og brød.



Sidst opdateret ( lørdag, 19 marts 2016 )
< Forrige   Næste >
Hvem er online?
Vi har 60 gæster online
Hilsner
Image En dag sent i april, en skovsøidyl af de klassiske.
Læs videre...
Sidste Nyheder
Statistik
Besøgende: 998411