header image
Aktuelt
Kap.5: Johanne Marie Christoffersen og Søren Rasmussen PDF Udskriv E-mail
Brugerbedømmelse: / 1
DårligBedst 
skrevet af Administrator   
fredag, 11 september 2015
HOP TIL
Marie og Sørens ægteskab
Sørens person
Krybskytte
Til tops
Skovtyv
I fængsel
Et barselsgilde
Kongens Gave
Præstegårdens brand
Brandstifter?
Fængsel og flugt
Marie alene og udvandring

I kulhytten

 Forhørene sluttede i april, men Søren sad fortsat anholdt i Esrum Arrest, også kaldet Kulhytten. Fra arresten fik han sikkert for gode ord og penge arrestforvarer Andersen til at skrive til dommeren efter diktat, således den 7/4 1856:


"....Jeg har nu i 10 uger båren min skæbne med tålmodighed men da nu årstiden stunder til og kræver min nærværelse i flere retninger, og da jeg ikke ved, hvorledes det går i mit hjem, da det er strengt forbudt, at ingen må komme og tale med mig, og at man har venner nok i glædens dage, men i sorgens dage, når man mest trænger til venner, så har man ingen, ej engang min stakkels kone, har det kunde være tilladt at tale med.

Jeg må derfor bønfalde Deres velbårenhed endnu engang om min frihed til sagens udfald, da jeg har og vil stride for mine kjære, som en høne med sine kyllinger der møjsommelig skraber føden op af jorden til deres livs ophold."


Arrestforvareren undskyldte, at han havde påtaget sig opgaven, men arrestanten kunne ikke skrive.

Søren kom til at sidde indespærret, både under behandlingen i overretten og efter anklagemyndighedens indankning af sagen for højesteret. Han måtte skriftligt bede om, at brev til hans prokurator blev besørget:

 

"Velbåren, hr. Justitsråd birkedommer, liq. juris Petersen.

Jeg tager mig den dristighed at bede Deres velbårenhed, hr. justitsråd om denne skrivelse må blive tilsendt min defensor ved Højesteret, enten ved Dem eller den må blive overleveret min kone til besørgelse snarest mulig, da det er udtrukket så længe, fordi arrestforvareren har vægret sig med at skrive for mig indtil i løverdags, at(!) Deres fuldmægtig var her og tillod ham det.

Esrom Arrest, den 2.juni 1856. Ærbødigst Søren Rasmussen."


Men han modtog ikke noget svar og bad derfor ugen efter om at måtte tale med sin defensor, "om det skulle ske ved lejet befordring eller mit eget må befordre mig, torde jeg også herom forvente Deres velbårenheds svar, thi jeg føler mig så hort trængende dertil."

Efter tidens standard har det sikkert været et tåleligt fængselsophold. Vi får at vide, at han færdedes ude på fængselsgangen beskæftiget med at barbere sig, hvorunder han skulle have ført den ovennævnte samtale med Niels Peder, og den 21. maj kan arrestforvareren melde til dommeren, at der var fundet forskellige effekter indstukket i et hul i arrestplankeværket, nemlig 1 ark skrivepapir, 1 bundt svovlstikker og 2 cigarer. Tingene kunne udmærket have været bestemt for Søren.

Overrettens dom faldt 22. april og blev en stadfæstelse. Men den 2. oktober 1856 frifandt Højesteret ham, dog mod at han betalte sagsomkostningerne. Man har vel ment, at hans indespærring var straf nok.


Læssetræer

Den anden sag, pådømt den 28/12 1855, var afledt af den store sag om klodsbunkerne. Søren havde under forhøret den 22/9 1855 uddybet sine anklager mod Niels Peder ved at nævne, at denne også havde fået penge for at indkøbe tre læssetræer, men karlen skulle have beholdt de 8 mark for sig selv og i stedet have 'hugget' træerne i Harager Hegn. De lå endnu ved Kgs. Gave.

Denne udtalelse medførte, at skovens betjente havde været på besøg hos Søren og ransaget hans hjem. Man havde fundet 3 lærketræer af 12-15 cm. i diameter taget fra Harager Hegn. Søren gentog i den særskilte sag om disse træer, at han havde bedt sin avlskarl, samme Niels Peder Pedersen, om at købe nogle træer i skoven, og han havde da også givet ham de omtalte penge dertil. Det benægtede karlen. Han havde kun været med til at afbarke træerne hjemme hos Søren, men dette udsagn blev modsagt af to andre tjenestekarle. Derfor blev Søren frikendt og karlen dømt.

Karlen, som altså 2 gange var blevet svigtet af Søren Rasmussen, kunne ikke betale sin mulkt på 12 rigsdaler, som ved en fogedforretning blev forsøgt inddrevet, nu med påløbne omkostninger til i alt et skyldigt beløb på omkring 34 rdl. I stedet fik han 5 dages fængsel på vand og brød i Kulhytten i Esrum, hvor han mødte Søren.

Man kan godt forestille sig, at de mange karle, der tjente Søren, både de, der skulle udføre hans lyssky forretninger, og de, som senere i retten vidnede imod ham, ikke forblev særlig længe i hans tjeneste, men at der sikkert har været en hyppig udskiftning af medhjælpere.


Bedriften

Søren satsede på stordrift, for ud over sine tre gårde forpagtede han ligeledes i 1855 Helsinge Præstegårds 'avling', hvilket vil sige, at han drev præstegårdens marker og holdt muligvis kreaturer sammesteds.

Han havde haft uheldige erfaringer fra 1854 med høleverance til hæren, som havde stævnet ham for ikke at overholde kontrakten. Han havde forpligtet sig til i perioden 12/12 - 18/12 1854 at levere 500 lispund hø til en pris af 75 rdl. til 3. dragonregiment i Fredensborg, men kunne ikke levere til tiden. Regimentet ønskede prisdifferencen ved køb til anden side dækket, i alt et beløb på 39 rdl, og fik det også. Søren måtte endda tåle insinuerende udtryk fra modparten og måtte finde sig i, at retten mortificerede hans klage herover, ikke modpartens udtryk.

Hans aktivitet som præstegårdsforpagter satte sig spor i retssystemet. Vi har kendskab hertil fra 1859, idet han da førte nogle småsager for retten mod indsiddere, dvs. folk der boede til leje. De var forpligtet til 1 dags høstarbejde for præsten, og denne forpligtelse overførtes til at gælde i forhold til forpagteren. Det var bl.a. kommissionær C.Flindt og politibetjent Holm. De kunne have betalt sig fri for 24 skilling, men havde åbenbart vægret sig overfor Søren, der dog hurtigt fik statueret nogle eksempler, idet de blev slæbt for retten, og så blev det jo meget dyrere. Det har nok afholdt dem i fremtiden fra at stille sig for fine an til den slags pligtarbejde eller til at betale.

 Søren frydede sig over at have givet disse vigtigpetere en afklapsning, men han har nok skabt sig også ved denne lejlighed en del uvenner. 

Han tog driftigt fat på at omdanne dele af Kgs. Gave. Han anlagde et hegn med træer ud til vejen, men anbragte hegnet så langt ude i vejgrøften, at folk begyndte at klage. Et vandingssted i forlængelse af hegnet blev gravet helt ud i landevejen. Det har også givet anledning til knurren, og sagen kom for retten, hvor han blev dømt til at fjerne sit entreprenørarbejde inden 4 uger, og desuden betale en mulkt på 5 rdl. Søren tog det roligt, han satte nogle af sine karle til arbejdet, og hvad betød sølle 5 rdl. for en holden mand?

Søren stod på toppen af sin karriere i slutningen af 50'erne. Ganske vist var Toftehøjgård solgt i 1858, men Søren havde udkik efter en ny gård, denne gang i Tågerup, nemlig Vangeledsgård eller Møllegård, som den senere kom til at hedde af indlysende grunde. Han havde købekontrakt på gården, men nåede aldrig længere.



Sidst opdateret ( lørdag, 19 marts 2016 )
< Forrige   Næste >
Hvem er online?
Vi har 111 gæster online
Hilsner

Image

Forsommerens eksplosion af farver. 

Læs videre...
Sidste Nyheder
Statistik
Besøgende: 998471