header image
Aktuelt
Kap.5: Johanne Marie Christoffersen og Søren Rasmussen PDF Udskriv E-mail
Brugerbedømmelse: / 1
DårligBedst 
skrevet af Administrator   
fredag, 11 september 2015
HOP TIL
Marie og Sørens ægteskab
Sørens person
Krybskytte
Til tops
Skovtyv
I fængsel
Et barselsgilde
Kongens Gave
Præstegårdens brand
Brandstifter?
Fængsel og flugt
Marie alene og udvandring

Skovtyv

Også trætyveri havde Søren været indblandet i. I 1855 havde der verseret hele to sager for retten med ham som hovedperson.

Søren havde et ‘stenbrænderi’ på Græsted Overdrev, hvortil han skulle bruge en del brænde, og netop i begyndelsen af august 1855 var en brænding gået i gang. Der blev 'henkørt' brænde, som Søren havde været på farten for at skaffe til veje. Det var noget grenbrænde fra Helsinge Mark og ellebrænde, som han havde købt af en teglbrænder i Dønnevælde, Jørgen Jeppesen.

Den 6. august havde han været sammen med denne i Valby Hegn, og Søren havde ved den lejlighed fået det indtryk, at nogle bunker af bøgebrænde, som lå noget inde i skoven fra Slettelteleddet, kunne være Jørgen Jeppesens.

Det drejede sig nogle 4 m. lange bøgestammer, der var 25-30 cm. tykke i den ene ende og 10-12 cm. i den anden. Den slags brænde blev benævnt klodsbrænde og henhørte under kategorien 'skovet ved'.

Dagen efter, altså den 7.august, begav Søren sig sammen med to af sine karle til skovs og afhentede uden videre de nævnte bøgeklodsbunker. De blev hjemkørt i 3 læs af den ene karl, Niels Peder Pedersen, mens Søren og den anden karl, Lars Christiansen, ventede i skoven. Brændet var så svært, at selv Søren måtte give en hjælpende hånd med de tungeste stykker. Leddet, som brændet skulle igennem, stod på denne årstid åbent. Søren og hans folk påstod, at det ofte stod åbent, især når der kørtes hø fra skoven. Skovfoged Lund mente, at der var skruet en møtrik løs i leddet, således at det let lod sig oplukke, men måtte medgive, at det også kunne hænde, at leddet stod åbent på grund af høhøsten.

Man tager nok ikke meget fejl i antagelsen, at der var pillet ved leddet, så at naboer til skoven let kunne komme ind og hente gratis brænde.

Tyveriet blev opdaget allerede næste dag, og pga. regnen, der var faldet enten den 6. eller 7., sås tydelige spor af en vogn i nærheden. Mistanken samlede sig hurtigt om Søren, måske på grund af hjulsporenes retning.

Søren har sikkert tænkt, at han ville være sikret ved, at brændet hurtigt ville forsvinde, hvilket også skete allerede dagen efter. På samme måde som han hurtigt kunne fjerne sporene efter vildttyveri i kraft af sin profession som slagter, kunne han som stenbrænder hurtigt bortskaffe stjålet brænde.

Det kom til forhør den 21. september, hvori Søren vedgik at have ladet 3 læs bøgeklodsbrænde bortkøre. Som undskyldning angav han, at han troede brændet tilhørte Jørgen Jeppesen, som han vidste, gladeligt ville overlade ham det mod at få noget andet senere hen.

Det er da også muligt, at Søren har handlet i god tro, selv om vi ikke rigtig kan regne med Jørgen Jeppesens støtte til Sørens forklaring. Denne havde nemlig på dette tidspunkt afhændet ‘stenbrænderiet’ til samme Jørgen Jeppesen.

Søren Rasmussen, der først var mødt lidt senere for retten, blev 'efter omstændighederne anholdt'.

Allerede under den følgende dags retsmøde ændrede Søren sin forklaring. Det var usandt, at han havde givet ordre til afhentning af brændet, og han havde ikke været i skoven med sine karle. Han havde kun givet sin avlskarl Niels Peder Pedersen 6 rdl. til at købe en favn brænde for, men det var af hensyn til sine to karle, at han havde løjet og fortalt, at han troede, at han blot 'lånte' Jørgen Jeppesens brænde. Det var med andre ord, hans egne to tjenestekarle, der for egen vindings skyld havde stjålet brændet og beholdt de 6 rdl. for sig selv. Alt ifølge Sørens udlægning.

De følgende retsmøder kom nu til at dreje sig om, hvorvidt Søren havde været i skoven eller kun de to karle. Herved oplever vi Sørens evne til at forskyde faktiske begivenheder, så de passer ind i hans tidsskema. Vi overværer hans hårdnakkede benægtelser under konfrontation med mange vidner af modsat opfattelse, vidner, der endog aflægger ed på deres udsagn, og vi erfarer, hvordan han undsiger gamle samarbejdspartnere. Således udtaler han sig om 4 vidner, bl.a. hans egen svigerfader, her citeret efter forhørsprotokollen:

"Under konfrontationen modsiger han i det hele rigtigheden af disse personers forklaring og påstår, at de 2 førstnævnte er medvidere i gerningen med de to tjenestekarle, at én rentud lyver, og at han før har været straffet for tyveri, samt at hans svigerfader, Christoffer Hansen, må have misforstået, hvad han har forklaret."

Han kan referere hele replikskifter, som virker noget konstruerede. Som indledning til sin kovending beretter han således, at han på vej til retten den første dag mødte en af sine ansatte, arbejdsmand Lars Pedersen, der sagde: "Hør Søren, du må tage dig i vare for Niels Peder Pedersen og Lars Christiansen, som er enige om at lægge dig skylden på for det brænde, som de har taget i skoven." Hvortil Søren svarede: "Såh, -  det var dog forunderligt. Det ville de vist ikke." Inden han nåede ind i retten, stødte han efter sin egen forklaring på Niels Peder Pedersen, der tiltalte ham således: "Hør Søren, du må absolut sige i retten, som vi have sagt, at du mente, det var Jørgen Jeppesens brænde, thi så har vi påtaget os sagen, da det er os, der har taget brændet." Søren svarede: "Ja, det kan jeg jo også sige, når jeg ingen skade kan have deraf eller komme i forlegenhed for." Mere fik de ikke sagt til hinanden, da fuldmægtigen kom og sagde til Niels Peder Pedersen, at han ikke måtte tale med Søren.

Søren fik placeret karlenes tyveri af brændet til om eftermiddagen den 7. Det var en fatal brøler, for dels var det ukorrekt, dels kunne tjenestekarlene ved adskillige vidner bevise, at Søren talte usandt. De vedgik, at de sammen med Søren havde hentet brændet den 7., men det var sket om formiddagen.

Dommen faldt den 23/11 1855 og gik Søren imod. Man tillagde ikke hans ændrede forklaring betydning efter danske lov 1-15-1, men fastslog, at han havde givet ordre til afhentning og hjemkørsel af veddet. Da der var tale om forarbejdet ved, lå straffen på et højere niveau end ved simpelt skovtyveri. Han dømtes for anden gang begået tyveri til 1½ år i forbedringshuset på Christianshavn.

Men sagen standsede ikke her. Den indankedes til overretten, og nye forhør måtte finde sted i Helsinge. Hele dette afsnit af sagen fylder 96 sider i birketingets forhørsprotokol.

Gennem den nye, grundigere forhørsrække, der påbegyndtes 2/2 1856, får vi et levende indtryk af befolkningen i og omkring Slettelte og delvis Helsinge. En lang række karakteristiske skikkelser, hvoraf mange kvinder fra samfundets nedre lag, trak gennem retslokalet på Kgs. Gave.

'Skæggepernille' eller Pernille Andersen boede lige ved skoven, og hun havde muligvis set Søren i skoven på den skæbnesvangre dag. Hun havde i hvert fald fortalt et retsvidne, at Søren havde været i 'lav' med hende for at få hende til at vidne, at hun kun havde set de to karle i skoven. Søren skulle blot have to vidner til København, der kunne bekræfte dette, og disse to vidner skulle nok komme 'galant afsted'. Det skulle ikke koste dem noget, de ville blive kørt i en af Sørens vogne. Pernille skulle endda overfor retsvidnet have fortalt, at hun havde set, at 'Søren havde stået i skoven og knejset, da karlene læssede brændet'. Men dette sidste ville hun ikke bekræfte i retten, sandsynligvis af frygt for 'Slagteren', som hun kaldte Søren.

Det blev derved klart, at Søren, der havde været løsladt mellem de to retsmøderækker, var godt i gang med at påvirke vidner. Også et andet par havde han tilbudt 'galant transport' til København, men de havde ligeledes afslået. Dommeren skred da til anholdelse af den anklagede allerede ved det første retsmøde.

Problemet var blot, at man ikke i Helsinge havde nogen arrest. Han blev derfor anbragt i Frederiksværk og senere i Esrum arrest. Det gav lange fangetransporttider, og han måtte under retsmøderne bevogtes i en kælderetage i dommerens egen bolig, hvis standard han siden klagede over.

Søren blev derved hæmmet i sit forsvar og sin påvirkning af vidner. Han viklede sig ind i mange kontroverser med fjendtlige vidner. Især gik det ud over de mange kvinder, der havde overværet et og andet: om en gammel enke, Margrethe Bjørn: 'hun var stupid', om Cornelius Pedersens hustru, Ane: 'ikke ved sine fulde fem', og Wilhelm Roses hustru, Ane Pedersdatter: 'ikke rigtig i hovedet'. Retten påviste omhyggeligt, at ethvert af Sørens udsagn desangående var uberettiget. Men hans vurdering af kvindekønnet træder måske herved frem i lyset, og man tænker uvilkårligt på, hvilke vilkår hans egen hustru, Marie Christoffersdatter, havde i ægteskabet.

Men selv om han sad indespærret, havde han medhjælpere ude i marken. To arbejdsmænd, Hans Madsen og Lars Pedersen, som ved ægteskaber var i en tættere tilknytning til Søren end ved det blotte naboskab, virkede for ham ved aflæggelse af delvis falske vidneforklaringer, men kunne også være budbringere til andre vidner.

En markant rolle spillede en kontorist Spangenberg på dommerkontoret i Helsinge. Han blev på et tidspunkt mellem de to møderækker afskediget fra sit arbejde. Vi ved ikke hvorfor, men man har ud fra de nærmest følgende hændelser lov til at gætte på, at det kunne være p.g.a. hans tilknytningsforhold til Søren.

Søren undveg nemlig lørdag eftermiddag den 1. marts 1856 under en fangetransport til Frederiksværk. Han sagde selv, at han var gået til København, men han var sikkert blevet kørt derind i en af sine egne vogne under ledsagelse af Spangenberg.

I København opsøgte han om søndagen prokurator Hekscher, der angiveligt havde med hans finansielle forhold at bestille. Selv om den økonomiske side af Sørens aktiviteter i høj grad havde stor opmærksomhed fornøden, blev forhørene sikkert også taget op. Det kan vi næsten sige med sikkerhed, for det var prokurator Hekscher, der førte Sørens forsvar ved overretten.

Det var ifølge Søren hos prokuratoren, han havde mødt Spangenberg, og de var derefter sammen taget ind på gæstgivergården 'Ny Holland' på Kultorvet. Her tilbragte de en 3-4 timer, inden de sammen kørte hjem igen i en af Sørens vogne, som havde bragt Spangenberg til staden. Søren fortalte selv, at han 'lå næsten død hele vejen'. Spangenberg kunne fortælle, at de havde lagt sig bagover mod de bagved siddende for at få lidt søvn. Kl. 8 mandag morgen meldte Søren sig på politikammeret i Helsinge, sikkert godt 'pyntet'.

Spangenberg skulle have været brugt som budbringer for Søren til folkene på Kgs. Gave, herunder også hans hustru Marie. Men Spangenberg skulle ifølge eget udsagn have afslået.

Hans Madsen derimod blev presset hårdt af dommeren og bekendte til sidst, at han havde løjet til gunst for Søren. Han blev omgående anholdt. Lars Pedersen blev også presset, men klarede for denne gang frisag, selv om han viklede sig ind i nogle gevaldige selvmodsigelser.

Marie holdt klogeligt lav profil. Hun støttede naturligvis sin mand, især hvad angik pengeudlevering til Niels Peder Pedersen, men kun så vagt, at hun ikke kompromitterede sig selv.

Afhøringerne af vidnerne, både de sandfærdige og de falske, blev præget af Trine Christoffersens selvmord, der fandt sted på samme dag som tyveriet. Vidnerne kunne tidsfæste og sandsynliggøre deres iagttagelser under henvisning til, at dette eller hint havde de observeret netop på selvmordsdagen. Hans Madsen brugte således dette til sin falske vidneforklaring, idet han hævdede med bestemthed at have set karlene i skoven og Søren på sin gårdsplads, hvor han så noget fortumlet ud, netop på denne specielle dag. At det var løgn, viste sig senere.

Søren fremstod i det hele meget utroværdig. Den 1/3 fyrede dommer Petersen følgende diktat af til forhørsprotokollen:

"Arrestanten opfordredes nu på det alvorligste til at gå i sig selv og erkende rigtigheden af de vidnesbyrd, som ere aflagte af de personer, som han har forledet til falsk forklaring for retten, og under denne formaning blev han gjort opmærksom på den stærke understøttelse, han har givet disse vidnesbyrd, ved sine modsigende og løgnagtige forklaringer, men han fastholder vedblivende sin benægtelse."

Søren var blevet stadig mere desperat, hvad også hans undvigelse bærer præg af. Hans hovedmodstander tjenestekarl Niels Peder Pedersen forsøgte han endda ifølge dennes vidneforklaring at bestikke til at påtage sig skylden. Mens de begge sad arresteret i Esrum, skulle Søren have tilbudt sin avlskarl et hus ved Høbjerg Hegn, som han ejede. Niels Peder skulle blot henvende sig Spangenberg, så kunne de sammen tage til Sørens københavnske prokurator, der ville ordne sagen. Den hoppede karlen ikke på, men i stedet lovede Søren ham så 1000 rdl. Dog Niels Peder vidnede for retten, at han havde afslået tilbudet.



Sidst opdateret ( lørdag, 19 marts 2016 )
< Forrige   Næste >
Hvem er online?
Vi har 137 gæster online
Hilsner

 
Minde om sommeren

Læs videre...
Sidste Nyheder
Statistik
Besøgende: 998511