Til tops

Det var en stor dag for Søren, da han i 1855 ved auktion erhvervede Kongens Gave, en stor, udflyttet bondegård i den østlige del af Helsinge. Den havde et herskabeligt stuehus, bygget 1848 af handelsmanden Rundin, men noget af pladsen på 1. sal var udlejet til ingen ringere end dommeren ved Kronborg vestre Birk. Så ironisk det end lyder, var det rent faktisk her, man holdt ret i Helsinge, før det nye domhus blev bygget 1857/58. En stor del af familiens liv udspillede sig i den høje kælder, som bygningen var forsynet med, men også udlængerne var af imponerende størrelse, og han havde bl.a. et tærskeværk på gårdspladsen.

Der er ingen tvivl om, at med overtagelsen af Kgs. Gave havde Søren nået en social top. Det var enestående for en mand af almuen at være kommet så højt til vejrs. Ikke alene besad han nu Toftehøjgård og Kgs. Gave, men han havde også på denne tid Slettegårdens naboejendom, Ærterøjlegård. Dertil kom et par huse, et ved Høbjerg Hegn og et ved Slettelteleddet ind til Valby Hegn, hvor hele to familier boede til leje. Desuden ejede han et teglbrænderi ved Græsted.

Han havde mange mand i sit brød, og endnu flere var afhængige af ham. Han gik med tilnavnet "Slagteren", og så godmodig og venlig han end kunne være, var nogle folk bange for ham. Han omgav sig med mennesker fra samfundets nedre lag, mange af dem var påfaldende nok tidligere straffede. Det gjaldt først og fremmest hans tjenestekarle, men også nogle af hans lejere, mænd som kvinder, havde været inde at sidde på vand og brød for tyveri. En af hans brødre kom endda ind at sidde i forbedringshuset på Christianshavn.

En slægtning til Søren, Lars Pedersen, var hans håndgangne mand. Han var til enhver tid villig til at begå mened for Sørens skyld. Man kan ikke befri sig for indtrykket af, at Søren sikkert helt fra barneårene har levet i et miljø gennemsyret af uhæderlighed og småkriminelle forhold. Søren var tit på kollisionskurs med privatpersoner og myndigheder.

Baggrunden for hans store ejendomskøb var hans evne til at skaffe penge til veje. Han belånte sine ejendomme til langt over skorstenen, undertiden hos troskyldige mennesker, men efterhånden måtte han til København for at skaffe kontanter. Lånene nåede op i mange tusinde rigsdaler på de enkelte gårde.

I forbindelse med overtagelsen af Kgs. Gave skulle der præsteres en købesum på 23.000 rdl. Han optog et lån i Østifternes kreditforening på 7500 rdl. og lånte desuden ved obligationsudstedelse til private f.eks. 8500 rdl. af Madam Penina Wolff, København, dog mod pant i alle sine tre gårde, og af grossererne Henriques i alt 3500 rdl. Efter overtagelsen fulgte en mængde mindre lån, således at f.eks. hæftelserne på Toftehøjgård for hans periode fyldte over 1½ side i realregistret, noget der var helt usædvanligt.

Det var således store forhold for lånte penge. Heraf fulgte så evindelige bryderier med kreditorer. Der var ustandselig skatterestancer med tilhørende tvangsinddrivelser. Der var bøvlet med handlende og håndværkere, som ikke umiddelbart ville udlevere deres varer. Således måtte Søren selv den 7/8 1855 opsøge smeden Malmberg i Helsinge og bede denne om dog at udlevere hans plov, som var til reparation.

Til trods for den ydre glans kan det ikke have været særlig behageligt hverken for ham selv eller Marie. De var uafbrudt på farten fra den ene gård til den anden. Søren var næsten aldrig til at træffe. Han lå i konstant rutefart mellem sine gårde og andre aktiviteter, eller han tog til København. Marie fulgte efter fra gård til gård. Hun skulle jo lave mad til de mange karle og tilse de øvrige huslige aktiviteter. Hun udtalte selv i 1855, at hun ikke lagde så meget mærke til sin mands forehavender, "da hun havde så meget i hovedet"