Krybskytte

Som slagter i Slettelte var det meget bekvemt at kunne stikke over i det nærliggende Valby Hegn efter et stykke vildt. Sporene efter krybskytteriet kunne han som professionel slagter hurtigt skaffe af vejen.

Han delte almuens ret afslappede holdning til krybskytteri og skovtyveri. Derimod forsøgte myndighederne med indsats af hegnsmænd og skovfogeder at bekæmpe ulovlighderne. I Gribskov med tilliggende hegn gik der utallige historier om berømte krybskytter og skovtyve. Mest berømt var Jens Omgang, der huserede på nogenlunde samme tid. Han er blevet foreviget i Georg Nordkilds roman: Folket bag Skoven, 1932. Søren var måske ikke så snedig, men han var også med, hvor det foregik.

Den 10. februar 1852 havde han - sin vane tro fristes man til at sige -  endnu engang været ude i Valby Hegn og skyde et dyr, denne gang en hare. Men ikke mere end 30 skridt fra stedet stod hegnsmændene Jens Rasmussen og Christen Johansen, samt en husmand på lur. Da Søren kom frem med sin bøsse i den ene hånd og haren i den anden, opdagede han, at han var gået i en fælde. Han tog resolut flugten den modsatte vej. Undervejs kastede han først haren fra sig, og lidt efter også bøssen, vel vidende at det gjaldt om at skaffe sig af med "kosterne" og "værktøjet".

Han var blevet tiltalt ved Kronborg vestre Birk og stedt for dommeren. Mon ikke han ved sig selv har grinet smørret over sin forklaring: 'Jo, han havde skudt genvej gennem hegnet, fordi han skulle aflægge Ole Pedersen, Laugø Mark, et besøg. Han havde ligesom hegnsmændene godt nok hørt skuddet og var af nysgerrighed gået i retning deraf og havde set en person "ilsomt fjerne sig". Han havde taget haren op for at aflevere den til skovfoged Lund. Men da han så folkene, blev han bange for, at de skulle mistænke ham, og var derfor løbet derfra.'

Den historie troede selv ikke retten på, og kun fordi han ikke tidligere var taget på fersk gerning, slap han med en - om end skrap bøde på 35 rbd. + sagsomkostninger på over 6 rbd. Han har sikkert bandet over den dyre hare, som han end ikke fik med hjem.

Som sagt havde der været en del andre tilfælde, og han havde endog lært sin karl, svogeren Niels Christoffersen den samme trafik. Også han blev den 20. februar 1854 set af en hegnsmand og kunne, som Søren så ofte gjorde, fri sig ved at sværge sin 'dyrebare' ed på, at nok var han antruffet i skoven uden for almindelig vej med gevær i hånd, men det havde absolut ikke været hans agt at skyde noget dyr.