header image
Aktuelt
Kap.5: Johanne Marie Christoffersen og Søren Rasmussen PDF Udskriv E-mail
Brugerbedømmelse: / 1
DårligBedst 
skrevet af Administrator   
fredag, 11 september 2015
HOP TIL
Marie og Sørens ægteskab
Sørens person
Krybskytte
Til tops
Skovtyv
I fængsel
Et barselsgilde
Kongens Gave
Præstegårdens brand
Brandstifter?
Fængsel og flugt
Marie alene og udvandring

Marie alene

 Marie må have gennemlevet sit livs hårdeste tid under mandens fængsling. De var totalt ruinerede, og i 1866 havde hun fem børn på 14 år og derunder at tage vare på. I den første lange tid boede hun i Helsinge, vist i et stykke tid hos provsten.

Helsinge-Valbys fattigvæsen måtte træde til og yde dem understøttelse, typisk på 1 rdl. ugentlig. Den 5/2 67 figurerer 4 par børnetræsko i regnskaberne til et samlet beløb af 1 rdl. 1 mark og 2 skilling. De bevilgedes ligeledes årlig 5 læs tørv. Fra 1/11 1867 modtog familien 10 rdl. til halvårlig husleje i Frederiksborg.

Efter sin løsladelse optræder Søren Rasmussen også i ansøgningerne. Den før så velstående gårdejer må ydmygt ansøge om huslejehjælp. Sidste gang vi støder på ham, er den 30/7 1869. Herefter tabes sporet.

Først 19 år senere træffer vi parret igen. De boede da i København hos deres datter Caroline Petrine gift Hilbert på Vesterbrogade 143, 2.sal. Datteren - 34 år gammel - var blevet forladt af sin mand, og Marie og Søren havde fået ophold hos hende, hvor længe vides ikke, men den 10. februar 1887 døde Søren Rasmussen i lejligheden. Den 'fhv. landmand' døde af kræft i svælget, 71½ år gammel, vist under ret smertefulde omstændigheder, idet det anføres, at der optrådte besvimelsesanfald. Søren blev begravet den 16/2 på Vestre Kirkegård fra Mathæus kirke.

Boet opgjordes til værdien af hans gangklæder, kr 50, og Marie underskrev skiftet 'med påholden pen', andet evnede hun ikke. Med Søren gik sikkert sandheden om brandens opkomst og kirkesølvets skæbne for stedse i graven.


Emigration

Nu kunne historien så godt ende her, men den fortsætter uventet. Året efter, den 1/8 1888, udvandrede Marie nemlig som 66-årig enke til Amerika. Hun rejste sammen med sin yngste datter  Marie Christiane Sørensen, som i skibspapirerne betegnes 'frøken'. Datteren skulle sikkert over til sin forlovede i New York.

Mor og datter rejste med dampskibet "Thingvalle", som afgik under Kaptajn Laubs kommando i første omgang med kurs mod Norge. Skibet medførte en del nordiske udvandrere, hvoraf de svenske var stået på i København. Turen var beregnet til at vare 17-18 dage, men der var proviant til det dobbelte antal.

Moder og datter var åbenbart ikke så dårligt stillede, at de behøvede at løse billet til mellemdækket, der var for de dårligst bemidlede, og hvor privatlivet var så som så i de store fællesrum, nej de havde reserveret 2. klasses kahyt og var altså blandt de 34 kahytspassagerer, som skibet kunne medtage. På mellemdækket var der derimod plads til 472.

Skibet var forsynet med bl.a. 6 redningsbåde, der selv om de måtte være af en anselig kapacitet, ikke lyder af så meget. Dem skulle man få god brug for.

Man havde passeret New Foundland og den lille ø Sable Island, da ulykken skete. Kl. 4 om morgenen den 14/8 så førstestyrmanden på Thingvalla et andet skibs røde og grønne lanterner, og slog omgående bak. Det andet skib var et dansk udvandrerskib, Geiser, der netop var på vej hjemover med returnerende emigranter. Sammenstødet var uundgåeligt, og med stor kraft borede Thingvalla forstavnen ind i siden på Geiser. Katastrofen var forfærdelig. Geiser brækkede over og sank på 5 minutter og tog 79 passagerer og 26 besætningsmedlemmer med sig. Vandet fossede ind i Thingvallas forparti, og man gik i bådene. Imidlertid forhindrede de vandtætte skotter, at skibet gik ned.

Passagererne må være blevet vækket i deres dybe søvn, og det var sikkert kun med den mest nødtørftige påklædning og bagage, de nu befandt sig midt i deres livs drama. Hvad Marie og hendes datter har tænkt ude på havet, ved vi af gode grunde ikke, men mon ikke moderen har tænkt, at nu kunne det være det samme, livet havde for sidste gang skænket op til hende af sin beske malurt.

Kl. 10 observeredes imidlertid det nødstedte skib af den tyske postdamper Wieland, som tog de overlevende op, og alle fra Thingvalla med undtagelse af en enkelt blev således reddet. Vedkommende blev fundet indeklemt i skibets knuste forstavn.

Da meldingen om forliset nåede København med tre dages forsinkelse, må usikkerheden om passagerernes skæbne have fremkaldt en ekstrem ængstelse hos de tilbageblevne. Maries øvrige børn, som sikkert ved afskeden følte, at de så deres moder for sidste gang, må have regnet med, at det nu allerede var ude med hende og deres søster. Stor var derfor deres lettelse, da de fik melding om, at de var kommet velbeholdne til Amerika.

Efter ankomsten til staterne boede Marie med stor sandsynlighed hos datteren og dennes tilkommende. På et bevaret fotografi ser vi sikkert Marie Sørensen med hendes 3 børn, en hilsen til dem derhjemme i Danmark.

I 1891 får vi et livstegn fra enken, idet hun 5/11 kvitterer for modtagelse af arven efter storesøsteren Stine på kontant kr 57. Kvitteringsskrivelsen er udformet med en lidt upersonlig, men øvet hånd, som nok ikke var hendes egen. Adressen var 501 Washington Street, Hoboken, New York, og vi kan sikkert gå ud fra, at hun døde derovre, - efter et langt, begivenhedsrigt liv.

-----------------------------------------------------------------------------------------------------

Billedmateriale

Du kan trykke på et billede og få det forstørret.

Klik på billedet for at åbne det!
Klik på billedet for at åbne det!
Klik på billedet for at åbne det!
Klik på billedet for at åbne det!
Klik på billedet for at åbne det!
Klik på billedet for at åbne det!
Klik på billedet for at åbne det!
Klik på billedet for at åbne det!
Klik på billedet for at åbne det!
Klik på billedet for at åbne det!
Klik på billedet for at åbne det!
Klik på billedet for at åbne det!
Klik på billedet for at åbne det!
Klik på billedet for at åbne det!





Sidst opdateret ( lørdag, 19 marts 2016 )
< Forrige   Næste >
Hvem er online?
Vi har 32 gæster online
Hilsner

 
Minde om sommeren

Læs videre...
Sidste Nyheder
Statistik
Besøgende: 1024142