header image
Aktuelt
Kap.5: Johanne Marie Christoffersen og Søren Rasmussen PDF Udskriv E-mail
Brugerbedømmelse: / 1
DårligBedst 
skrevet af Administrator   
fredag, 11 september 2015
HOP TIL
Marie og Sørens ægteskab
Sørens person
Krybskytte
Til tops
Skovtyv
I fængsel
Et barselsgilde
Kongens Gave
Præstegårdens brand
Brandstifter?
Fængsel og flugt
Marie alene og udvandring


Søren Rasmussens person

Søren var ikke fri for at være en hel del stolt af sig selv. Fra beskedne kår havde han slået sig op som slagter og gårdmand. Han var en rigtig kraftkarl, højere end f.eks. sine svogre, 1m 70cm, havde blå øjne og var virkelig solidt bygget, hvilket jo passede til det fysisk krævende arbejde som slagter. Boglige færdigheder hørte ikke til hans stærke sider. Han må have kunnet regne og i beskedent omfang læse og skrive, men når det virkelig gjaldt, måtte han søge professionel hjælp.

Det begyndte at gå rigtigt godt allerede i Slettelte. Han havde købt Toftehøjgård, der var ansat til godt og vel 3 tdr. hartkorn. Gården lå lidt uden for Slettelte, 5-600 meter fra Valby Hegn med Slettelteleddet som nærmeste indgang. Den nuværende Toftehøjgård ligger længere mod nord. Han havde overtaget den halve ejendomsret i 1847. Senere udvidede han med nabogården Ærterøjlegård, overtaget 31/12 1855. 

Det var en god kombination at drive landbrug og samtidig sælge de slagtede dyr. Han og hans folk tog rundt i området og solgte fra vogn. Han havde bestandig udeståender med folk, mest nogle han skyldte det ene eller andet. Men han tog det ikke så nøje, tit fik de ikke deres penge, hvor meget de end tiggede og bad. De kunne jo bare føre sag mod ham.  

Og det var der så også nogle, der virkelig gjorde, selv om hans ry som hård benægter må være nået rundt til folk. Retten i Esrum kendte han fra adskillige besøg. Hvis påstand stod mod påstand, så kunne man fri sig ved at aflægge ed. DET var noget, han forstod sig på. Ligegyldigt om det var sandt eller falsk, sværge det kunne han, og på den måde kvittede han mangen en tyngende udgiftspost.

Han mindedes især en besværlig sag fra 1850, han havde haft med slagter Hans Pedersen af Ågerup. Han skyldte Ågerupslagteren næsten 100 rigsbanksdaler, men benægtede naturligvis, da der ikke var noget underskrevet dokument. Det havde jo som så ofte før været en tillidssag mellem to kolleger. Tossen havde indstævnet Søren for retten, og denne gang var det nær gået galt, for Sørens egen svigerfar, Maries far Christoffer Hansen, var tåbelig nok til i retten, at fortælle, hvad han helt ufrivilligt var kommet til at fortælle ham og en gårdmand Lars Jensen af Valby, da stævningen blev forkyndt for ham. Han havde nemlig spontant sagt til de to hønisser: "Dersom han havde givet tid, skulle han have fået, hvad han havde til gode". Det var ordene, og dem plaprede hans egen svigerfar ud med i retten. Senere havde både han og Marie læst og påskrevet for samme Christoffer, for vist var det, at han ved et senere retsmøde trak sit vidneudsagn delvis tilbage, idet han nu ikke erindrede, om den faldne bemærkning gjaldt den verserende sag eller en anden. Søren kunne nu højtidelig aflægge ed på, at han aldrig havde skyldt Ågerupslagteren de 100 rbd., og pist væk var gælden.

I Sørens øjne var det besynderligt så megen vægt, man lagde på edsaflæggelse. Selv kunne han godt stå i retsbygningen og aflægge den ene højtidelige ed efter den anden foran den strenge dommer med tre fingre på højre hånd strakt opad, vel vidende at det han svor på, var en lodret løgn. Andre betragtede det at aflægge ed, som en alvorlig sag. I hvert fald kunne det koste dyrt at sværge falsk.

Den tid var for længst forbi, da han selv blev narret. Som f.eks. i Helsinge i 1843. Søren havde købt hus af Peder Jørgensen, havde præsteret udbetaling på 20 rbd. og endda betalt et afdrag på den obligation, han måtte udstede. Så viste det sig bagefter, at Peder Jørgensen slet ikke ejede huset, men at det i virkeligheden tilhørte hans svigermor. Søren fik ved den lejlighed ikke alle sine penge retur.

Men det var dengang. Da Helene Dorthea døde i januar 1847, måtte han hurtigt have en ny kone, om ikke for andet, så på grund af det ret store hus, han førte. Vi ved ikke, hvordan han kom i forbindelse med Johanne Marie Christoffersdatter, men blot nogle få måneder efter dødsfaldet blev Marie gravid og fødte deres første barn, der naturligt nok kom til at hedde Lene Dorthea. Forældrene forblev dog ugift indtil barnets dåbsdag. Det må have været en skandale i Christoffersen-familien.

Søren havde bestemt ikke noget imod en stor børneflok. Vi har opnoteret ti børn, men han må have haft flere, for nr. 7 fik bl.a. navnet Dousine. Man fornemmer rent ud hans stolthed ved at kunne sætte dusinbetegnelsen på hende. Han legede med fantastiske navne til børnene: Islaura, Fentine, Anine og så Dousine.


Sidst opdateret ( lørdag, 19 marts 2016 )
< Forrige   Næste >
Hvem er online?
Vi har 138 gæster online
Hilsner
Frederiksborg Slot set fra parken.
Læs videre...
Sidste Nyheder
Statistik
Besøgende: 998512