header image
Aktuelt
Kap.4: Christoffer Hansens børn og børnebørn PDF Udskriv E-mail
Brugerbedømmelse: / 0
DårligBedst 
skrevet af Administrator   
fredag, 11 september 2015
 

Christoffer Hansens børn og børnebørn

 

For mange af børnene gælder det, at deres liv blev optaget med slidsomt og ydmygt arbejde som landarbejdere, husmænd eller medhjælpere i husholdninger i Annisse-Skærød-Helsingeområdet. Kvinderne var dårligst stillet, idet de åbenbart ikke ved nogen større skønhed kunne sikre sig et godt ægteskab. De var tvunget til at afvente evt. friere, til de f.eks. ved arv var kommet i besiddelse af en ejendom, eller tage til takke med meget ældre ægtemænd, hvis de ikke henlevede deres tid som ugifte gammeljomfruer enten hos familien eller som husholdersker. Nogle mænd og sønner udvandrede.

Klik på billedet for at åbne det!
Klik på billedet for at åbne det!
Klik på billedet for at åbne det!
Klik på billedet for at åbne det!
Klik på billedet for at åbne det!
Klik på billedet for at åbne det!
Klik på billedet for at åbne det!

a. Ane Kirstine Christoffersen, dbt. 4/6 1820, Mårum Kirke, død 25/11 1890 i Esbønderup.

Ane Kirstine, eller blot Stine, blev konfirmeret i 1835 i Annisse og fik for kundskab og opførsel mg / g. I 1845 tog hun til Hillerød og fik ansættelse som tjenestepige. Hun rejste med sin søster Trine, der blev tjenestepige i samme by.

Fra Hillerød drog hun den 5/1 1853 som 32-årig til Helsingør, hvor hun overtog tjenesten hos høker Claus Petersen efter svigerinden Kirsten Hansen. Claus Petersen var enkemand med to piger på 1 og 7 år. I begyndelsen figurerede Stine som tjenestepige, men ved folketællingen i 1870 var hun avanceret til husholderske hos den 18 år ældre købmand.

Claus Petersen var blevet købmand i Helsingør i 1850. Han havde i begyndelsen forretning i Bjergegade nr. 15, senere købte han ejendommen Skt. Annægade 23. Han ophørte med virksomheden 1881 og døde 1892. Allerede senest i 1890 var Stine flyttet fra Helsingør til sin broder Hans på Esbønderup Sygehus. Der har således tilsyneladende ikke bestået noget stærkt familiært bånd imellem husholdersken og købmanden, selv om Stine arbejdede for ham i mindst 17 år, og nok snarere til han ophørte i 1881, altså i 28 år.

På sine gamle dage boede hun hos broderen Hans i Esbønderup, hvor hun i 1890 angives som aftægtsnyder. Hun var ikke tilstede i Esbønderup ved Fkt. 1880.

Ved sin død efterlod hun sig en sparekassebog i Helsingør Sparekasse med et indestående på 454,40 kr. Løsøret solgtes som appendix på en auktion i Munkerup for 63,50 kr. Ved skifteforretningen var der i alt 7 arvinger, herunder søskendebørn efter de afdøde brødre Peter og Niels Christoffersen. Tre af arvingerne opholdt sig i udlandet.

Hans Christoffersen havde lagt ud til begravelsen og fik refunderet 55 kr. Hver arving modtog ved skiftet 58,45 kr. Søskendebørnene dog kun kr. 11,69. Selv de arvinger, der befandt sig i udlandet, først og fremmest Johanne, og Christoffer, som begge var i USA, modtog deres arv med posten og korresponderede derom. Det er derfor, vi i dag ved, hvor de opholdt sig i 1891.


b. Johanne Marie Christoffersen, f. 11/7 1822 i Annisse

Om hendes liv se selvstændigt kapitel.


c. Hans Christoffersen, f. 28/8 1824 i Annisse

Om hans liv se selvstændigt kapitel


d. Peder Christoffersen (Annisse), f. 26/9 1826 i Annisse, † 4/1 1887.

Han blev konfirmeret i 1841 med karakter for kundskab og opførsel: Meget godt. I 1843 forlod han hjemmet og tog til Frederiksborg som tjenestedreng. Senere opholdt han sig i København, hvor hans stilling angives som taffeldækker. Denne stillingsbetegnelse betød en underordnet tjener, f.eks. på en restaurant.

Hans militære løbebane begyndte i 1850, i hvilket år han den 5. januar kom ind på Københavns eksercerskole, altså som 23-årig ligesom broderen Hans. Den 1. april havde han afsluttet skolen og blev forsat til 18. bataljon, 4. kompagni.

Han nåede at komme med i tre-årskrigens sidste år, deltog i affæren ved Helligbæk den 24. juli, i slaget ved Isted den 25. juli og fægtningen ved Stendemühle den 8. august 1850.

18. bataljon var et jægerkorps, hvorfor korporalerne blev kaldt jægere, og overkorporalerne overjægere. Peder blev jæger den 27/11 1850 og overjæger d. 30/7 1852. Han fik præmie for eksercerskolen d. 1/9 1857, og den 1/1 1858 blev han tillagt sergents karakter for den 21/11 s.å. at blive udnævnt til sergent ved sit gamle 4. kompagni. (Han havde en tid stået i 1. kompagni). Den 1/5 1859 blev han udnævnt til fourer, dvs. den af sergenterne, der skulle tage sig af forplejning og indkvartering. Den 1/1 1860 blev han endelig udnævnt til kommandersergent, den højest rangerende sergent.

Forinden var han den 27/6 1858 blevet gift med den 35-årige Caroline Susmann af det mosaiske trossamfund. Født den 14/2 1822 i Glückstadt, ^ 15/2 1911 på bopælen Valby Langgade 21.4. i København.

Han selv var 31 år gammel, og man kan måske betragte det som et fornuftsægteskab. Caroline har sikkert været et godt parti. I hvert fald var han senere i stand til at låne broderen Hans penge, da denne var i en vanskelig situation.

På Græsted Lokalhistoriske arkiv findes en tjenestebog benyttet af Peder Annisse. Den er påbegyndt den 17. november 1863. Han indførte dagsbefalinger som f.eks. for den 17.:

1. Til dronningevagt imorgen beordres Prmlt. Bruun og 18 menige nemlig: No. 333, 336, 338 etc.

2. Til ordonants ved Batl. imorgen beordres No.: 302

“ brandvagt i morgen commanderes “ 326 og 332

“ ordonants ved Comp. “ ” 319

“ brandstuevagt “ 320

“ ekstratour hos depotsyh. “ 222 og 285

3. Øvelserne afholdes imorgen således:

Form. fra kl. 8 - 9½ Våbenlære /: Sc. Lt. Tønder:/

Eftmd. “ 2 - 4 Gymnastik

4. Foruden de i punkt 1 beordrede menige til Dronningevagt commanderes yderligere til Kongevagt 2 menige, nemlig: No: 174 og 195.

 

Den 13/12 afgik 1. bataljon, herunder 4. kompagni fra Sølvgades kaserne til Sønderjylland. Man stod ved Slesvigs sydgrænse ved Dänischwold. Stednavne som f.eks. Lewesau og Rathmannsdorf nævnes hyppigt i dagsbefalingerne. Fra den 30/12 udsættes et piket fra Gottorp. Det understreges, at man skal udtage mandskab blandt de pålideligste folk. Regimentet havde nemlig fået stukket 300 sønderjyder ind, folk som man ikke stolede på. 18. januar 1864 er sidste dag, bogen har været i brug til militærformål.

Efter krigserklæringen 31/1 gik regimentet til Mysunde, hvor man skulle forsvare overgangen over Slien. 4. kompagni kom dog ikke i ilden ved regimentets fine indsats i slaget ved Mysunde den 2/2.

I det hele taget er det egentlig påfaldende, så heldigt 4. kompagni var under belejringen af Dybbøl. Så sent som den 17. april 1864 blev bataljonen afløst i Dybbølstillingen, og under stormen på stillingen den 18. april stod man i skanserne ved overgangen til Sønderborg, og her sikrede man brohovedet, mens de retirerende tropper trak sig over. 18. regiment havde under hele belejringen mistet 100 mand, under stormen 23 døde og sårede.

Det var ved kampen om Als, at 18. regiment kom til at spille sin vigtigste rolle. Natten til den 29. juni kl. 2 gik fjenden over Als Sund til Arnkilsøre. Efter at det modtagende 4. regiment var trængt tilbage og splittet, gik bl.a. 18. regiment frem fra Ulkebøl. Peder Annisses 4. kompagni skulle støde frem længst mod øst langs Augustenborg Fjord. De nåede også et godt stykke frem, men blev så tvunget tilbage af fjendens 64. regiment.

Klokken 4½ fik regimentet sammen med 3. regiment ordre om at foretage et modangreb fra Kær by. 18.s II bataljon, hvor 4. kompagni indgik, sendtes mod nordvest fra Bagmose, mens I/18. gik frem nordvest for Kær by. I begyndelsen gik det godt, fjenden blev trængt tilbage fra hegn til hegn ved bajonetangreb, men samtidig vanskeliggjordes overblikket af de mange hegn og det høje korn.

Fjenden fik tilført forstærkning, og nu trængtes 3. og 18. regiment tilbage mod Kær by, hvor der udspandt sig hidsige kampe, mand mod mand. Kl. 5½ fik man ordre til retræte, og 18. og 3. regiment tog opstilling øst for Ulkebøl mellem Sønderskov og Augustenborg Fjord. Klokken 7 udgik almindelig ordre om tilbagetrækning til Kegnæs, hvorfra udskibning skulle foregå.

Vi ved ikke, hvilken rolle Peder Annisse spillede i disse kampe. Men på et tidspunkt blev han udnævnt til dannebrogsmand. Der er nogen divergens mellem de forskellige kilder om tidspunktet herfor. I Peders militære papirer anføres datoen 31/7 1864, men i ordenskapitlets protokol anføres den 27. juni 1864. Hvis førstnævnte dato står til troende, må udnævnelsen ses som belønning for en heltemodig indsats under slaget om Als, vælger man derimod ordenskapitlets angivelse, ja så må det ses som belønning for kampene i brohovedet den 18. april 1864. Nærmere undersøgelser i krigsarkiverne vil kunne kaste lys herover.

I perioden efter krigen - og i hvert fald i 1870 - boede familien med deres lille pige Minna Annisse på Kronborg, 1. sal i østfløjen. Fra 1870 har vi i føromtalte tjenestebog et privatregnskab for første kvartal af 1870. Det ses heraf, at hans månedlige lønning var 36 rdl., hvilket ikke lyder af meget, men må ses på baggrund af, at de boede gratis.

I denne periode blev han udnævnt til krigsassessor. Familien boede nu på Nøjsomhedsvej nr. 7 st. th. Peder døde som kun 60-årig den 4. januar 1887, “efter et langt og smertefuldt sygeleje”.

Enken fik lov til at hensidde i uskiftet bo, men i den omtalte tjenestebog indførte datteren tilsyneladende i forbindelse med dødsfaldet en boregistrering. Heraf fremgår det, at hjemmet bl.a. besad et piano forte, et taffelur og adskillige bøger, bl.a et leksikon på 6 bind. Boværdien vurderedes til over 6000 kr.

Barn heraf:

 Minna Josefine Annisse, f. 16/5 1859, ^ 21/1 1955.

Hun var en lille, nærmest dværgagtig person, der led af en lettere pukkelryggethed. Hun modtog sikkert en pæn arv efter sin moder, for hun var i stand til at føre et komfortabelt liv i hvert fald i den første tid. Hun havde en herskabelig lejlighed på Gl. Kongevej 29b, i den såkaldte Teaterpassage ved “Det ny Teater” i København.

Hun var oprindelig lærerinde, men blev tidlig pensioneret og levede derefter af sine midler, og siden hen også ved at udleje værelser i sin store lejlighed. På et tidspunkt måtte hun udleje alle værelser og flyttede da i en periode over til os på Vesterbrogade 35B, ved hvilken lejlighed vi fik oprettet en telefon. Hun var gudmoder til min far.

Som barn var jeg undertiden på besøg hos hende, hvor hun da viste sig som en venlig, rar gammel dame. Hun havde en yngre kvinde boende, vel som en slags selskabsdame. Hun hed frk. Ørskov, og var også en af vore bekendte. De to damer var medlemmer af en såkaldt bridgeklub, og spillede sammen med et par ældre damer, frk. Hjorth og frk. Balle, som boede ovenover os, og som vi kom sammen med. Vi børn gemte os under sofaen hos de ældre damer, og “forskrækkede” bridgedamerne, inden de skulle i gang med spillet. Så blev der udbrudt “Næ” og “Ih, hvor er de blevet store”. Engang blev frk. Annisse, eller Tante Minna, som hun også blev kaldt, så forskrækket, at hun fik et ildebefindende.

På sine gamle dage blev hun lidt af en fabel. Hun var i bevægelse lige til det sidste, men var noget konfus. Hun begav sig tit ud i byen, men kunne så ikke finde tilbage. Det var altid med spænding vi hørte, at hun nu igen var gået hjemmefra. Engang da hun skulle op i vores opgang, tog hun fejl af denne og kældernedgangen, som lå lige ved. Hun faldt ned ad de forholdsvis mange stentrin ned til cykelkælderen, men var rask og rørig også herefter.

Hun døde som 95-årig af brystkræft på Diakonissestiftelsen. Det viste sig ved skiftet, at hun havde en uægteskabelig søn, Strange, som til frk. Ørskovs fortrydelse fik alle pengene.

 

d. Ane Cathrine Christoffersen, f. 26/3 1829 i Annisse, døbt 31/5 1829, død 7/8 1855.

Ane Cathrine blev konfirmeret i Annisse i 1843. I 1845 kom hun i tjeneste i Hillerød, hvorfra hun vendte tilbage i 1849. Familien hed Sommer.

Om hendes videre liv se under faderen Christoffer Hansen (“En høstdag”).


e. Niels Christoffersen, f. 5/6 1832 i Annisse, døbt 12/8 1832, ^ 18/10 1882 i Skærød.

Han blev konfirmeret 11/4 1847 i Annisse. For kundskab og opførsel fik han: Meget godt/ Meget godt.

Niels omtales i 1859 i tjeneste hos en købmand Bruun, sandsynligvis i Hillerød . I 1866 var han husmand boende i Skærød Huse.

I slutningen af 1861 besvangrede han pigen Maren Nielsen, husmand Hans Andersens steddatter i Skærød. Hun var født 3/5 1833 i Ramløse, død 27/3 1919 i Skærød, datter af indsidder Niels Larsen og Maren Andersdatter, Skærød Huse. Ved sin konfirmation 30/4 1848 fik hun karaktererne: Tg / mg.

Det er utroligt, at parret ikke lod sig vie i tide, men det skete faktisk først dagen inden barnedåben. Vi ved ikke, hvad der lå bag denne i tidens øjne umoralske adfærd, men der kan ikke være tvivl om, at de to 30-årige er blevet ringeagtede af deres familie. Søsteren Gunild mødte dog op som fadder.

En dreng blev resultatet af deres illegitime forbindelse. Han fødtes 5/6 1862, og dagen inden han skulle døbes, var det at Niels og Marens blev gift i Annisse den 16/8 1862.

Ved Niels tidlige død fik Maren lov til at hensidde i uskiftet bo i Skærød Huse. Økonom Christoffersen anbefalede det som de umyndiges fødte værge, hvilket også præsten i Ramløse gjorde.

Parrets børn:

i. Niels Peter Christoffersen, f. 5/6 1862 Skærød, døbt 17/8 1862 i Ramløse.

Konfirmeret 18/9 1870 i Ramløse. Dom: Godt - Meget godt. Han angives ved forskellige lejligheder som tømrer og sømand. Udvandret til Amerika. I skiftet efter Sidse Christoffersen 1917 omtales det, at hans søskende ikke de sidste 8 år havde hørt fra ham, hvorfor han formodedes død.

ii. Boline Christoffersen, f. 21/8 1864, døbt 6/11 1864 i Ramløse Kirke.

Konfirmeret 6/10 1878. Dom angående kundskab og opførsel: Mg - Mg. I 1898 og senere omtales hun som gift med kontorbud Niels Mathiesen, Tåstrup pr. Kbh.

iii. Karen Marie Christoffersen, f. 28/11 1867, døbt 9/2 1868, konfirmeret 2/4 1882 i Ramløse. Dom: Mg - Mg. Formentlig opkaldt efter farmoderen, der netop året forud var afgået ved døden.

Som 22-årig i 1890 omtales Marie allerede som enke efter arbejdsmand Niels Larsen. I 1917 er hun fortsat enke. Hun bor Nansensgade 54 st. i København.

iv. Anders Christoffersen, f. 8/6 1870 i Skærød, døbt 18/9 1870 i Ramløse. Konfirmeret 5/10 1884 i Ramløse. Dom: g+ / mg. Død 10/5 1920 i Skærød, bgr. 17/5 1920 i Ramløse. Blev altså som faderen kun 50 år.

Anders var den, der overtog bedriften i Skærød Huse og drev den videre indtil sin egen død. Han underskrev sig Anders Kristoffersen, og viser hermed den usikkerhed i stavningen af slægtsnavnet, der gjorde sig gældende.

Han var gift med Anna Margrethe f. Rasmussen og havde med hende flg. børn:

  Niels Peter Christoffersen f. 21/1 1903, Ramløse sogn.

  Petra Kirstine " f. 18/11 1905, "

  Johannes " f. 17/9 1908, "

  Laura Marie " f. 20/12 1911, "

  Helga Margrethe " f. 10/9 1915, "

Enken fik ved Kronborg Vestre Birks skifteret den 7/7 1920 tilladelse til at hensidde i uskiftet bo.


v. Ane Jensine Christoffersen, f. 3/12 1872 i Skærød, døbt 16/3 1873 i Ramløse, konfirmeret 17/4 1887 i Ramløse. Dom: g+ / mg.

Hun var sypige i Kbh. Som 27-årig blev hun d. 9/12 1899 gift med gårdejer Ole Jensen Olsen af Skærød, f. 3/12 1872. Forældre: Afdøde gårdejer Jens Olsen på hustru Karen Jensdatter, Skærød. Parret boede i Slotsgade i Hillerød.


Ejendommen Skærød Huse er for nærværende ikke identificeret.


f. Gunild Christoffersen , f. 24/1 1835, dbt. 8/3 1835 i Annisse, død 30/10 1923, bgr. 7/11 1923 i Annisse.

Gunild, opkaldt efter Christoffers faster på Hejlegård, blev konfirmeret i 1849. Dom: Mg / Mg.

Hun må efter faderens død formodes at have hjulpet moderen på det lille husmandssted. Umiddelbart inden moderens død i 1866 overtog hun stedet, og straks efter kunne hun som 32-årig gifte sig med Isak Hansen, - f. 19/5 1834 i Græse, død 12/7 1915 i Annisse, - det skete 10/5 1867 i Annisse Kirke. Isak omtales som parcellist og afbygger. Han underskrev sig med påholden pen.

I knap 10 år drev de stedet, så solgte de det til Jørgen Frederiksen den 27/12 1876. Umiddelbart herefter, den 5/1 1877 købte de matr. 18b af Lindholm i Annisse Hedebobakker, et husmandssted på 2-3 skæpper hartkorn, og som stednavnet antyder med en ringe jord. I 1913 gik de på aftægt, og sønnen Hans overtog stedet.

Da Isak døde i 1915 som 81-årig, ønskede enken at hensidde i uskiftet bo, hvorfor hun måtte oplyse om deres formueforhold. Det viste sig da, at parret havde obligationer mv. til en værdi af 3300 kr. og løsøre til 100 kr. Begravelsen havde kostet 300 kr; tilbage resterede altså 3100 kr.

Gunild selv blev 88 år; parrets gravsten var indtil for nylig opstillet på Annisse Kirkegård. Jeg tror, Gunild var meget familieorienteret. Hun passede moderen i dennes enkestand, havde også et godt forhold til broderen Niels, som måske var lidt udstødt af familien, og lillesøsteren Sidse boede i lange perioder hos hende.

Parrets børn:


i. Karen Marie Hansen, f. 23/9 1868 i Annisse, dbt. 13/12 1868 i Annise.

Tjente i 1898 i Voxtrup. I 1917 angives hun ved skiftet efter mosteren Sidse Christoffersen som gift med partikulier H.Andersen i Græsted. Hun arvede som de andre søskende ca. 890 kr. Om afkom haves ingen underretning.


ii. Christine Petrine Hansen, f. 8/2 1871, dbt. 10/4 1871 i Annisse.

Er sikkert blevet kaldt Kirstine, således i hv.f. i folketællinger. Hun var hjemmeboende og ugift i 1901. I 1911 figurerer hun ikke i hjemmet, men i 1917 angives hun stadig som ugift og hjemmehørende i Annisse.


iii. Hans Hansen, f. 23/4 1874, dbt. 12/7 1874 i Annisse.

Han overtog forældrenes gård, matr.nr 18b af Annisse, den 21/7 1913. I forbindelse hermed oprettedes aftægtskontrakt for Gunild og Isak med pant i ejendommen. Samtidig fik Sidse Christoffersen fribolig og søstrene tilsammen en panteobligation på 2000 kr.

Også en gravsten for ham og familie forefandtes på Annisse Kirkegård indtil fornylig. Om børn haves ingen underretning.

 

Ejendommen eksisterer stadig, men har været i mange forskellige hænder. En overgang var den hundekennel.

 

g. Sidse Christoffersen, f. 6/3 1837, dbt. 30/4 1837 i Annisse, konf. 1851, dom: Mg / Mg, død 25/10 1917, bgr. i Annisse.


Hun forblev ugift og kom ikke rigtigt ud at tjene hos fremmede, men var enten i arbejde for forskellige familiemedlemmer, altimens hun boede hos dem, eller tog syarbejde for fremmede.

I 1854, den 13/11, kom hun i tjeneste hos svogeren Søren Rasmussen på Toftehøjgård i Slettelte ved Helsinge. I de dramatiske dage omkring d. 7/8 1855 udviste hun mod og snarrådighed ved bl.a. i retten at få søsterens selvmord til at se ud som en ulykkelig, men utilsigtet hændelse. Til trods for at hun kun var 18 år, fremstod hun med sikkerhed og en vis myndighed.

Sikkert i forbindelse med Sørens salg af gården i 1858 flyttede hun til Mårum, d. 29/4. Hun havde sikkert fået nok af det meget turbulente og betændte miljø, der omgav svogeren. I Mårum har hun sandsynligvis boet hos sin broder, Hans, der var skrædder her.

I 1880 boede hun hos samme broder, men nu på Esbønderup Sygehus og tjente som gangkone, i hv.f. til 1886. Ifølge folketællingerne 1890, 1901 og 1911 boede hun hos søsteren Gunild i Annise Hedebobakker.

Sidse har sikkert været meget sparsommelig, for såvel i 1880 og i 1886 lånte hun svogeren Isak Hansen i alt 2600 kr. med pant i ejendommen, en obligationsforpligtelse, som aldrig i deres tid blev udslettet.

En religiøs natur har hun med sikkerhed været, tilknyttet Luthersk Mission i Græsted og Hillerød. Begge foreninger blev testamentarisk betænkt med først 150 kr. til hver, siden forhøjet i kodicil af 1905 til 250 kr. på bekostning af universalarvingerne, som var Gunild og Isaks tre børn. Hvorfor netop børnene blev valgt og ikke forældrene, er ikke godt at vide. Måske har Sidse følt, at forældrene rigeligt var tilgodeset gennem de lån, hun havde ydet dem, eller ligger der en mistillid til Isak i de testamentariske bestemmelser ?

Da nevøen Hans overtog gården i 1913, blev der tinglyst en ret for hende til fri bolig. Ifølge testamentet skulle hendes begravelse og opsættelse af "et passende minde" på hendes grav bekostes af universalarvingerne. Gravstenen, som endnu findes på kirkegården, udmærker sig da også ved en omhyggelig og sikkert ret bekostelig udførelse.


h. Christoffer Christoffersen, f. 28/12 1840, dbt. 14/3 1841 i Annisse, konf. 15/4 1855, dom: Mg / Mg.

Om hans ulykkelige uheld i 1851 se under faderen, Christoffer Hansen.

Den 31/10 1856 forlod han barndomshjemmet og kom til Frederiksværk, sikkert i en plads, den 1/11. Udover at han fortsat i 1859 var i Frederiksværk og i 1866 var tjenestekarl i Skærød, ved vi kun, at han senest i 1891 udvandrede til USA. Han arbejdede sandsynligvis ved firmaet Ovid Bear Lake Co i Idaho. Det var hertil retten i Helsinge sendte de 57 kr, som arven efter søsteren Kirstine - efter alle - fradrag udgjorde. Korrespondancen herom viser, at Christoffer havde en noget uøvet håndskrift, og at han så sent som 1891 skrev gotisk.

 

 

Niels Hansen (77)

 

den yngste af Hans Christophersens sønner

  

Niels blev født i 1798, og døbt den 23/12 s.å. i Annise. Han blev konfirmeret 1813 som 14½-årig. Ifølge sessionsoplysninger var han den mindste af brødrene, 60 3/4 tommer = 159 cm. Det lader ikke til, at han var inde som soldat.

 Palmegården i Annisse var en udflyttergård, der lå i den nordlige del af byens jorder. Den havde efter 1791 haft vekslende ejerforhold med hyppige ejerskift, til dels pga. gældsforpligtelser. I 1823 måtte kammerjunker Barner afstå den til Svend Sørensen og Søren Petersen, som hver fik en halvpart. Den 10. august 1825 afstod Søren Petersen sin halvdel til Niels, der sikkert modtog gården som svigersøn. I.hv.f. ved vi, at han var gift med Dorthe Kjerstine Sørensdatter, og at deres første barn blev født året efter.

 Parret fik 7 børn:

 Hans f. 4/5 1826, dbt. 28/5 1826

 Peder f. 18/3 1828, dbt. 23/3 1828

 Søren f. 15/4 1830, dbt. 25/4 1830

 Karl f. 3/5 1832, dbt. 3/6 1832

 Lars f. 27/11 1836, dbt. 8/1 1837

 Kirstine f. 27/8 1834, dbt. 12/10 1834

 Karen f. 15/7 1839, dbt. 11/8 1839

  

Den 23. februar 1854

 Sneen var igen begyndt at dale ude på gårdspladsen. De sad ved morgenbordet på Palmegård henad kl. 8. Her i vintertiden havde det ikke sin hast med at komme i gang med arbejdet, selv om køerne var begyndt at brøle.

 Niels' svigersøn Lars Petersen lod en bemærkning falde om, at han måtte se at få lukket gavlen på stalden, inden det blev rent galt med snefygningen. Kirsten, hans 19-årige kone, mente nok, det var det klogeste. Så ung hun end var, forestod hun hele husholdningen.

 Efter at faderen var blevet enkemand, havde det blot været et spørgsmål om at komme til skels år og alder, før hun kunne blive gift og sammen med sin tilkommende overtage gården. På den måde kunne Niels få en passende aftægt.

 Hun var stolt af sin mand, tidligere garder til hest ved den kgl. livgarde i København, Lars Pedersen. Den nu 30-årige Lars var af den i Annisse indflydelsesrige slægt, hvis først kendte repræsentant var Peder Larsen, der havde været sognefoged i en årrække i 1700-tallet sammen med Christopher Peitersen. Slægten sad nu på Lykkegård, matr. 24b. Kirsten kunne tilsyneladende være godt tilfreds med sin mand.

 Men faderen, det var dog blevet rent galt med ham, og folk begyndte at snakke. Den 55-årige Niels var blevet en stor belastning for den unge familie.

 Efter at de havde siddet et kvarters tid, ryddede Kirsten bordet og bar ud. Lars gik i stalden for at fodre af og stoppe hullet i gavlen. Imens stillede Niels sig op ved kakkelovnen; han frøs og var elendig. Natten havde været et rent mareridt.

 Lars kom igen ind i køkkenet, og de to ægtefolk fik sig en sludder. De har sikkert snakket om, hvor dårligt det gik med Niels. Han kunne jo være helt tovlig, fare ud på marken, kikke til højre og venstre og fare ind igen. Når man spurgte ham, hvad der var galt, sagde han blot, at det ‘hissede’ inde i ham. Især når det var i hovedet, anede han ikke hvad han skulle gøre. Han kunne fare op midt om natten og vandre omkring inde i stuen eller løbe hvileløs ud på gårdspladsen. Det måtte snart høre op med det natteroderi, mente Lars, ingen kunne jo sove ordentligt med al den støj. Han måtte være syg inde i kroppen, og det blev jo længer jo værre.

 Det var blevet slemt, efter at Niels havde afstået Palmegård den 29. november forrige år. Niels var overflødig, og følte sig som sådan. Ofte gik han over til sin nabo gl. Lars Petersen og Ole Hansen, der ejede den anden halvpart i Palmegård. Her fik han en hyggelig sludder og en lille dram.

 Lars og Kirsten kikkede ind til Niels ved 9½-tiden. Men han var der ikke længere. Han var nok igen gået over til naboen. Lars gik ud i stalden ved 11-tiden for at vaske kreaturerne, og da han var færdig, skulle der tages hø ned til dyrene.

 Han kravlede op på høstænget, og da han i mørket balancerede forbi et bestemt sted, kom han til at støde til noget uvant. Han mærkede efter, og til sin forskrækkelse opfattede han, at det måtte være et menneske. I næste øjeblik indså han, at det var Niels, der hang ned fra en lægte med et reb om halsen. Lars væltede ned ad stigen, og fór ind i køkkenet til Kirsten.

 - Hurtig en kniv, din far har hængt sig.

 - Hvad siger du dog ? Hvor er han ?

 - Han hænger oppe på høstænget. Skynd dig med kniven, så vi kan skære ham ned ?

 - Lever han ?

 - Det tror jeg ikke, men jeg undersøgte det ikke så nøje.

 Den 19-årige Kirsten har åbenbart været af en koldsindig natur. Hun indså vel, at det var bedst for alle parter, at faderen forlod denne verden med alle dens lidelser, og desuden var hun virkelig bange for konsekvenserne.

 - Nej, Lars, det går ikke an. Vi må ikke skære ham ned nu.

 Vi skal først have vidner, så det ikke skal hedde sig, at vi har gjort det. Lad os skynde os over til gamle Lars og få ham herover.

 Vantro bøjede han sig for sin unge kones råd, og sammen gik de over til nabogården, men hverken gl. Lars Petersen eller Ole Hansen var hjemme. Et kvarters tid derefter kom to karle fra nabogården og gl. Lars Petersens kone over, og nu gik mændene ind i stalden og op på stænget. En af karlene skar den døde ned, og i stalden undersøgte de ham, men han var aldeles kold og uden bevidsthed. Sammen fik de ham bakset ind i en af stuerne.

 Kirsten må -  støttet af nabokonen - have stirret på det afsjælede legeme med tårefyldte øjne. Men samtidig har hun i sit stille sind følt en vis lettelse. Det gik ikke med faderen og hans sygdom. Det ville have forpestet hendes ægteskab med Lars, hvis faderen havde levet længe endnu på denne måde.

 Nu meldte bekymringerne sig for samfundets reaktioner. De måtte have bud til Helsinge efter fogeden.

 Denne ankom da også skyndsomst samme dag. Stedet og liget blev beset, og ægteparrets beretning blev nedskrevet. Da de kom til den påløbne ventetid, inden liget blev nedskåret, så fogeden C.Svendsen alvorligt på Lars. Vidste Lars ikke, at det var enhvers pligt øjeblikkelig at nedskære en hængt person, så snart det blev opdaget ? Lars kunne kun henholde sig til, hvad hans kone havde fortalt ham. Fogeden meddelte dem, at de kunne forvente et retsligt efterspil på grund af deres nølen.

 Så tog han af sted denne gang med liget bag på vognen. Det skulle nærmere undersøges på sygehuset i Hillerød. Kirsten støttede sig til Lars inde i stuen, mens de hørte vognen køre ud af gården. Da hun senere kikkede ud, var det eneste, hun så, de sorte hjulspor i sneen.

  

Den 28. februar 1854

 Fem dage senere den 28/2 skulle de give møde for retten i Helsinge. Lars holdt fast på det "magiske kvarter", som han påstod, var hengået mellem hans opdagelse af svigerfaderens selvmord og nedtagelsen. Han mente fortsat, at de handlede ud fra den klare overbevisning, at man ikke selv måtte nedskære en hængt, men at dette skulle ske i vidners nærvær.

 Dommeren havde svært ved at forstå denne folketro, og foreholdt ham det ulogiske og ulovlige i ikke med alle til rådighed stående midler at forsøge at redde en person i livsfare. Derved havde de forbrudt sig mod forordningen af 4/8 1819.

 Selv om retsvæsenet stod uforstående overfor almuens "enfoldighed" i så henseende, er det ikke desto mindre sandsynligt, at man virkelig nærede en sådan overbevisning. Om det hidrørte fra en urgammel skik, der tilsagde en selvmorder fred til sit forehavendes fuldbyrdelse, kan ikke siges. Vi har et eksempel på noget lignende i Henrik Pontoppidans novelle: En stor dag (Fra Hytterne, 1.udg. 1887), hvor almuen ikke havde flyttet en selvmorder (der for længst var død), "fordi loven bestemmer, at liget af et menneske, der er død uden vidner, ikke må bortflyttes, før øvrigheden har besigtiget det." Det er da muligt, at det har været en sådan forestilling, der har foresvævet ægteparret.

 Kirsten blev også afhørt, og hun satte trumf på ved at fortælle, at det rigtignok var hende, der havde standset manden, men at det var hendes forældre, der havde indgivet hende den "enfoldige" opfattelse.

 Begge ægtefæller medgav, at de ikke havde anvendt alle midler til at redde Niels, men fastholdt, at de i deres enfoldighed havde handlet i god tro.

  

Den 2. marts 1854

 Interessen samlede sig nu om årsagen til Niels Hansens selvmord. Den 2. marts 1854 blev på birkedommerkontoret under ledelse af fogeden, exam. jur. C.Svendsen, holdt fogedret desangående. Naboer blev indkaldt og Niels' søn, parcellist Peder Nielsen, Annisse, måtte også give møde. De kunne alle berette, at Niels undertiden optrådte mærkeligt under sine anfald. Indtrykket efter vidneafhøringerne måtte uvægerligt blive, at Niels havde været utilregnelig og ikke ved sin fornufts fulde brug, da han begik selvmordet.

  

Dommen

 Den 20. april 1854 faldt dommen. Begge ægtefæller blev kendt skyldige efter forordningen af 4/8 1819, §§ 2 og 4, i ikke at have sørget for "den hængtes hurtigste nedtagelse" og "de efter omstændighederne mulige redningsmidlers anvendelse." Ægteparret idømtes hver en bøde på 10 rbd. og til in solidum at betale 4 rbd. til såvel anklager som forsvarer. 10 rigsdaler svarede dengang til værdien af 1 tønde rug, eller til en arbejdsmands løn i en 2-3 uger.

 Man må have vurderet, at Niels var utilregnelig i gerningsøjeblikket, for han blev begravet, - ganske vist lidt senere end normalt, -  den 6.marts med tilladelse til jordpåkastelse.

 Det unge ægtepar havde gården i endnu nogle år, men i slutningen af 1858 opkøbte gl. Lars Pedersen begge de 2 halvparter i Palmegården af henholdvis Ole Hansen og unge Lars Pedersen.

 Parret flyttede til en parcel i nærheden af Lykkegård, nemlig matr. 24c. Den lå lige ned til Arresø, men var ikke stor, og ifølge tingbogen ejede de den ikke; de må med andre ord blot have forpagtet den. De fik i alt 5 børn, hvoraf den førstefødte Dorthe Kirstine, opkaldt efter Kirstens moder, var født i 1855. Men heller ikke Lars Pedersen fik et langt liv. Han døde som 52-årig den 14/9 1874 af brændevinsforgiftning.

 Man fornemmer, at Kirstens liv ikke blev så helt let.

  

Sidst opdateret ( lørdag, 19 marts 2016 )
< Forrige   Næste >
Hvem er online?
Vi har 125 gæster online
Hilsner
Image
Fantasiens ø ved Hillerød
Læs videre...
Sidste Nyheder
Statistik
Besøgende: 998489