header image
Aktuelt
Flemming Rune: Tisvilde Hegn PDF Udskriv E-mail
Brugerbedømmelse: / 0
DårligBedst 
skrevet af S. Bernichow   
onsdag, 28 maj 2014

Flemming Runes nylig udgivne 2-bindsværk om Tisvilde Hegn har et afsnit om bekæmpelsen af sandflugten i 1700-tallet. Jeg har selv i en årrække beskæftiget mig med og skrevet om emnet (“Sandflugten - Røhls kamp for Tisvilde Hegn”, 2003) og vil gerne gøre opmærksom på, at afsnittet i det nye værk  indeholder ret så mange fejl og misforståelser.

 Sandflugtsbekæmpelsen

Først og fremmest er beskrivelsen af sandflugtsinspektør Røhls metoder forkert opfattet på et væsentligt punkt. Hovedparten af Røhls inddæmningsarbejder, der skulle indhegne de nysåede områder, kaldet “Arbejdet”, bestod af græstørvsgrøfter, dvs. grøfter, hvor den ene side var lavet af græstørv stablet oven på hinanden. Langs grøften løb som regel to større eller mindre volde opstået ved gravningen og vedligeholdelsen af grøften.

Rune vil gerne have, at der desuden oppe på toppen af voldene løb et eller to risgærder. Man ser det for sig: et kæmpemæssigt forsvarsværk. Men sådan forholdt det sig ikke. Risgærder rejste  man i begyndelsen til standsning og inddæmning af de faretruende vandreklitter, der nærmede sig Tisvilde og Tibirkes jorder. De udviklede sig med tiden til store sanddiger, som f.eks. Rumpen, der skulle beskytte engene ved Ellemosen. Men beskyttelsen af de nysåede arealer mod sand og ikke mindst mod kreaturerne lod Røhl - ved hjælp af soldater - udføre som indgrøftning.

Min påstand om grøfterne bygger naturligvis både på stedlige iagttagelser, men ikke mindst på de skriftlige kilder:

I den store kommissionsberetning af 1735 omtales indhegningen om sandarbejdet næsten udelukkende som indgrøftning, og der tales om de kilometervis af unødvendige grøfter som Røhl lod grave. Hvis der havde været tale om gærder eller volde, havde betegnelsen givetvis været mere i retning af ris- eller sandgærder, men det skete ikke. De mennesker, der har foretaget synsforretningen samt landmåleren, så for sig række på række af grøfter med opkastede volde langs siderne.

Bønderne klagede over, at de var blevet opkrævet ulovlige optagelsespenge for deres kreaturer, når grøfterne var nedfaldne (på grund af regn), og deres dyr imod bøndernes egen vilje var kommet ind på sandarbejdet. En bonde var således blevet afkrævet 10 rdl. for et par heste i løsningspenge.

Bønderne skulle efter Røhls afsked i 1738 foretage indgrøftningen og vedligeholdelsen som hoveri i stedet for soldaterne, og så følger det afgørende kildebevis: “Man skulle og(så) vente bønderne ikke fandt så stor besværing ved dette hoveri, da de i forrige tider har haft langt større byrde med den megen gærdsel og de utallige risgærder at sætte for sandflugten.” Her siges direkte i kommissionsberetningen, at den daværende  gængse metode var grøftning, mens den i århundreder tidligere havde været opsætning af gærder.

Det kan undre, at Rune ikke har taget denne passus til efterretning, eftersom han netop udråber kommissionsberetningen som den afgørende kilde til sandflugtsarbejdet, og det kan ærgre, at han ikke har brugt min bogs oplysninger, som han ellers så rigeligt har øst af.


Kildehenvisninger

Kilderne er det fundament, historiske værker bygger på. Henvisninger til disse er derfor af største vigtighed, så andre kan dykke ned i dem og kontrollere forfatterens fundering på fast kildegrund, og Rune vil gerne give indtryk af, at hans arbejde bygger på selvstændige studier af utallige primærkilder.

Det er  derfor uforståeligt, at kildehenvisningerne i noterne bagest i bøgerne i en lang række tilfælde inden for det berørte område er skrevet med de gamle registraturbetegnelser. De blev ændret til det nuværende, digitale system allerede omkring 2005. Hvorfor Rune anvender den gammeldags metode, når han nu gerne vil give udseende af et selvstændigt arbejde, er ikke godt at vide. Min bog benytter det gamle system, eftersom den udkom, før ændringerne blev indført, og Rune har sikkert benyttet sig af min bogs kildehenvisninger, som i så meget andet.

Hertil kommer kedelige fejl i kildehenvisningerne: bind 1, note 123 henviser til et brev skrevet af v. Gram (i kopibogen) af 22/11 1725, der i Runes tekst indeholder en anmodning “om meget mere gærdsel til digernes top”, men det  drejer sig om alt muligt andet, og der står intet om det af Rune påståede.

Bind 1, note 128 skulle ifølge teksten indeholde Røhls oversigt over, hvad han havde plantet. Det henviser imidlertid til et brev af v.Gram, som ligeledes handler om alt muligt andet.

Jeg ved ikke, hvad det er udtryk for. I bedste fald er det kedeligt sjuskeri.


Faktuelle fejl og usikker kildelæsning

I den topografiske leksikondel af værket hæfter man sig under læsning af opslagsemnet "Sandflugtsmonumentet"  ved 4 regulære fejl ud over den undladelsessynd ikke at bringe en afskrift i det mindste af en af de 3 tekster på monumentet. Det er en påfaldende mængde  fejl i så lille en tekst.

Et er banale afskrivningsfejl, noget andet er fejl i selve "maskinrummet", og her tænker jeg på fejl i  læsningen af de gamle kilder. Forfatteren vil som nævnt gerne give det indtryk, at han bygger sit arbejde på studier af mange utrykte primærkilder. Jeg har i de få tilfælde, hvor forfatteren bringer meget flotte fotos af de transskriberede tekster, kunnet konstatere alvorlige fejllæsninger:

På side 99 i bind 1 bringes en side af “kommissionsberetningen af 1704”, som beskriver de truende omstændigheder, byerne Tibirke og Tisvilde befinder sig i pga. sandflugten. Rune bringer en ordret transskription, som indeholder mindst 4-5 fejl i en ikke særlig lang tekst.

Den usikkerhed i læsningen af kilderne, som dette er et eksempel på, kan ikke undgå at give behandlingen af de utrykte kilder en noget tvivlsom værdi. Der er ikke mange andre ordrette transskriberinger i værket om sandflugten, men nogle af dem er desværre også fejlbehæftet.


Kildemanipulering og fejlslutninger

I en meget forvirrende afsnit bind 1, s. 116 skriver Rune om gærderne, at de blev rejst “omkring og langs med de arealer, hvor frø først blev udlagt til forspiring...”. Hvis vi ser bort fra den noget uheldige vending “omkring og langs med”, idet der næppe både blev rejst gærder omkring arealerne og tillige langs med dem, har vi intet i kilderne om forspiring. På s. 120 fortsætter Rune med at omtale “forspiring i sandkasser”, som muligvis fejlagtigt er opstået ved v. Grams omtale af en kasse med sand i Røhls egen stue. Men den blev brugt som forevisningseksempel, og kan bestemt ikke have indgået i beplantningsarbejdet.

Men sin påstand om forspiring i sandkasser fastholder han og søger at knytte den til en senere kilde, nemlig prof. Erik Viborgs værk om sandvæksterne, idet han lige efter sandkasse-historien skriver: “Botanikeren Erik Viborg beskrev metoden omhyggeligt 50 år senere, i sit skrift: Efterretning om Sandvexterne og deres anvendelse.” Hvorefter Rune gengiver et “citat”. Men i Viborgs  bog står der intet om forspiring, hvilket Rune heller ikke kan “citere”. Alligevel skal vi tro, at metoden er understøttet af Viborg.

Hertil kommer, at citatet ikke er et direkte citat, men et ubehændigt sammenklip af to citater fra to forskellige lokaliteter, ubehændigt fordi teksten “halter”  ved udeladelse af det vigtige ord: “foruden” og skyder et ekstra meningsforstyrrende ord: “derved” ind.

På side 123, bd. 1 gøres endnu et forsøg på ukorrekt kildecitering, idet Røhl citeres for at have plantet levende hegn “omkring sanddigerne (grøfter og gærder)”. Der står: “grafverne” (grøfterne).

Jeg finder denne manipuleren med kilderne og med læsernes godtroenhed kritisabel.

Om risgærders beskaffenhed synes forfatteren at være noget i tvivl. I bind 1, s. 116 beskrives de først således: “Grenris lagt .. mellem stave”, men ca. 6 linjer længere nede således: “Grenris med gærdsel (kvas) imellem”. Grenris var gærdselen, som holdtes på plads af stave, og den bestod bestemt ikke af kvas.


Under omtalen af nogle opsætsige soldaters afstraffelse nævnes det, at de skulle “løbe spidsrod, mens de blev pisket”, jamen det er da dobbeltstraf: at løbe spidsrod vil jo netop sige, at få prygl med hasselkæppe, mens man blev ført ned mellem 2 rækker soldater.


De forhastede slutninger og gætterier i dette afsnit af værket, kan bedst beskrives ved et afsluttende eksempel: Det kgl spisehus ved foden af sandflugtsmonumentets bakke anfører Rune som overnatningssted for de kongelige majestæter. Han meddeler en oversigt over inventaret, men der angives ingen senge.

Der var nemlig ingen senge, for huset var selvfølgelig ikke beregnet til overnatning. Fejlslutningen kommer sikkert af en inventardetalje, som Rune uvist af hvilken grund ikke skriver om, nemlig de to natstole, som kongen og dronningens privatkabinetter var udstyret med. Det var ikke sovemøbler, men toiletstole, som jo giver god mening, idet det var vigtigt for Christian 6 og hans dronning, at de ikke skulle sidde ude i naturen eller på et simpelt bonde-das og forrette deres nødtørft, men navnet behøver altså ikke at forudsætte en overnatning.


Runes værk er, hvad afsnittet om sandflugten i 1700-tallet angår, bestemt ikke fremragende. Man kunne fristes til at sige, at det havde trængt til en grundig omskrivning inden offentliggørelsen. Man tør dårligt tænke på, hvordan det er fat med de øvrige dele af Runes værk.

 Læs og skriv indlæg 

Sidst opdateret ( onsdag, 27 januar 2016 )
< Forrige   Næste >
Hvem er online?
Vi har 145 gæster online
Hilsner

Image

Forsommerens eksplosion af farver. 

Læs videre...
Sidste Nyheder
Statistik
Besøgende: 998522